Nu er alle lyntestcentre lukket: Så meget har de kostet

Skrevet af Nicolai Busekist

10/10/2021
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Lørdag lukkede de sidste lyntestcentre, der har udført i alt knap 42 millioner test - og det har ikke været billigt

Dagens topnyheder

I alt er der blevet udført 41.956.371 kviktest i Danmark. Nu er der blevet sat et foreløbigt punktum for landets lyntestcentre.

I det seneste år har kviktest været en fast del af mange danskeres liv. Nu er det dog fortid, da de sidste lyntestcentre blev lukket og pakket sammen lørdag.

De næsten 42 millioner kviktest har ikke været billige. I alt har det kostet de danske regioner mere end 5,4 milliarder kroner at teste befolkningen mod coronavirus.

Det oplyser Region Midtjylland ifølge Ritzau.

Det er Region Midtjylland, der på vegne af alle regioner har stået for at forhandle kontrakter med de fire private selskaber, der har stået for at lynteste de danske borgere.

Der er blevet indgået en ny aftale med tre private udbydere, som er gældende for alle regioner. Der er tale om en såkaldt standby-aftale med både Falck, Carelink og Copenhagen Medicals.

Denne aftale omfatter, at de tre udbydere skal kunne opjustere eller nedskalere lyntest med kort varsel. De skal kunne imødekomme behovet inden for maksimalt 14 dage.

Formålet med denne aftale er at sikre, at regionerne ikke behøver at starte helt forfra med at sikre, at det er muligt for de danske borgere at blive kviktestet, hvis det skulle ske, at pandemien blusser op, og det derfor er nødvendigt at blive testet igen.

Den nye aftale, der er blevet indgået af Region Midtjylland på vegne af regionerne er baseret på en kontrakt, der gælder fra den 10. oktober til den 31. marts næste år. Det skriver Ritzau.

Fremover vil det være muligt at få foretage en kviktest hos det offentlige. Det vil dog kun være muligt i nødstilfælde, og vil ske fra mellem fem og ti PCR-testcentre i hver region.