Nu tilbagekaldes mundbind: Solgt over hele landet

Skrevet af Julie Møller

30/10/2020
Dette er et modelfoto. Mundbindet, der tilbagekaldes, er stofmundbindet HH Lifa Face Mask. Foto: Shutterstock.com
Dette er et modelfoto. Mundbindet, der tilbagekaldes, er stofmundbindet HH Lifa Face Mask. Foto: Shutterstock.com
Miljøstyrelsen tilbagekalder mundbind, som er solgt over hele landet.

Dagens topnyheder

I går trådte nye restriktioner i kraft, og det betyder blandt andet, at der skal bæres mundbind alle indendørs steder med offentlig adgang, Kravet om mundbind er indtil videre gældende til den 2. januar, og det betyder, at der også er blevet langet rigtig mange mundbind over disken i landets butikker i den seneste tid.

Men nu tilbagekalder Miljøstyrelsen et stofmundbind, som er ulovligt, fordi virksomheden bl.a. ikke kan dokumentere, at det kan slå vira ihjel via det tilførte kemikalie i mundbindet.

Det oplyser Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

Der er tale om butikken Eventyrsport, der tilbagekalder stofmundbindet HH Lifa Face Mask fra forhandlere og brugere, da virksomheden ikke har dokumenteret, at mundbindet overholder biocidreglerne.

Mangler dokumentation

Eventyrsport mangler dokumentation for, at produktet er effektivt over for vira, bakterier og svamp, som produkter er anprist som virksomt mod. Derudover er produktet ikke opført i produktregistret. 

”Virksomheden har solgt et genanvendelig stofmundbind, der anprises med bl.a. at kunne slå virus ihjel via et tilført kemikalie i mundbindene. Sådanne produkter må ikke markedsføres eller anvendes, medmindre det er godkendt i henhold til EU’s biocidforordning eller er omfattet af forordningens overgangsbestemmelser. Det er altid den enkelte virksomheds ansvar, at produktet ved markedsføringen lever op til lovgivningen Det har virksomheder ikke sikret, hvorfor produktet er ulovligt at markedsføre,” siger Kim Holm Boesen, kontorchef, Miljøstyrelsen.

Ønsker du at returnere produktet, så skal du henvende dig til Eventyrsports kundeservice, oplyser butikken på forsiden af sin hjemmeside.