Ny coronavariant er fundet i Danmark

Skrevet af Mathias Busekist

03/04/2021
Foto: Falck
Foto: Falck
Den er mindre følsom over for antistoffer, og man har fundet to tilfælde i Danmark.

Dagens topnyheder

Sundhedsminister Magnus Heunicke oplyser i et opslag på Twitter, at man i Danmark har fundet to tilfælde af en ny coronavariant, der kommer fra Storbritannien.

Det er langt hen ad vejen samme variant som den, man normalt vil kalde den britiske coronavariant - eller B117. I den nye variant har man dog fundet en mutation, man kalder E484K. 

Det skriver Ekstra Bladet.

Det er blevet bekræftet i flere studier, at mutationen bevirker, at virusset har nedsat følsomhed over for kroppens antistoffer. Det vil eksempelvis være antistoffer, man kan få ved at blive vaccineret, ligesom man også danner antistoffer efter at have været smittet.

Det betyder, at den særlige mutation kommer til at forringe vacciners effekt. 

Mutationen E484K er den samme mutation, som man har fundet i den sydafrikanske coronavariant B1351 samt den brasilianske virusvariant P1.

Magnus Heunicke fortæller, at man kommer til at igangsætte en intensiv smitteopsporing for de to personer, der er blevet bekræftet smittet med den nye coronavariant. 

Det vil betyde, at man ikke blot kommer til at kontakte de nære konakter til den smittede, men også de nære kontakters nære konatakter.

"Der gælder samme bekymring som for P.1 (den brasilianske virusvariant, red.) og B.1.351 (den sydafrikanske virusvariant, red.)," skriver sundhedsministeren.

Magnus Heunicke fortæller slutteligt, at den nye britiske variant ikke er set før i Danmark, men at man tidligere har opdaget den i Storbritannien og Holland.