Der er stor forskel på, hvor meget CO2 køer på græs og køer i stald udleder.
Lige nu læser andre
Køer er et af dyr og ting generelt, som er værst for det globale klima. Køer udleder nemlig en ganske høj andel af metangas. Det er derfor at flere partier ønsker, at danskerne spiser mindre kød – og især oksekød.
Men en ny undersøgelse viser faktisk, at der internt mellem køer er stor forskel på, hvem der udleder mest CO2. De første resultater fra et hollandsk forskningsprojekt viser, at græssende køer udleder markant mindre metan end deres artsfæller i staldene, og at eksisterende metoder til at beregne udledningen af metan fra køer ikke regner korrekt, hvis køerne optager græs ved afgræsning.
– Det giver helt nye perspektiver for den samlede landbrugssektor, og her har økologien faktisk et specifikt virkemiddel til at mindske påvirkningen af klimaet, vurderer chefforsker Frank Oudshoorn fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug ifølge Landbrugsavisen og tilføjer:
– Indtil nu har økologerne sendt deres køer på græs af hensyn til dyrenes velfærd, så det er en ny og ekstra gevinst, at det samtidig kan gavne klimaet, jo mere de æder derude.
Det hollandske forskningsprojekt, som startede i 2020, har brugt udstyr, der er udviklet i New Zealand til at måle metanudledningen fra køer ude i marken.
Studiet har foretaget målingerne med en såkaldt Green Feeder, der måler metanudledningen, når køerne lokkes ind i en foderautomat i marken.
På den måde har studiet kunnet sammenligne udledningen af metan fra køer, der fik fuldfoder inde i stalden, og køer, der åd frisk græs ude på marken.
Studiet har fokuseret på forskellen mellem fodring med græs givet som henholdsvis ensilage og frisk græs til køerne i stalden, og græs, der blev ædt direkte af koen på marken.
Og her var udledningen altså mindst, når køerne spiste græs direkte fra græsset. Faktisk var udledningen hele 30 procent lavere sammenlignet med de køer, der spiste græsensilage. Syrebalancen i koens mave skulle angiveligt være årsagen til at der udledes mindre metan.