Laurids Gjelstrup
Ny forskning vender op og ned på landbruget.
Når debatten falder på landbrugets ansvar for natur og miljø, peger pilen ofte mod den enkelte landmand.
Men billedet er langt mere nuanceret, viser ny forskning, der tegner et andet og mere komplekst landskab.
En ny publikation fra Aarhus Universitet sætter fokus på de rammer, landmænd arbejder under, og konklusionen er klar: jordens tilstand afgøres ikke alene af den enkelte.
Det skriver Aarhus Universitet Technical Sciences i en pressemeddelelse
I stedet formes den af et samspil mellem økonomi, ejerskab, teknologi og politiske beslutninger.
Forestil dig en landmand, der står med jord mellem fingrene og ved, hvad der ville gavne marken.
Samtidig står han midt i et krydspres af høje jordpriser, kortvarige lejekontrakter og krav fra banker og aftagere.
Beslutninger om drift bliver derfor ikke kun et spørgsmål om faglighed, men også om økonomisk overlevelse.
Kræver ændringer i hele systemet
EU har sat et ambitiøst mål om, at 75 procent af Europas jorde skal være sunde i 2030. Ifølge forskerne bliver målet svært at nå, hvis fokus alene ligger på bedre praksis hos landmanden.
For beslutninger træffes ikke i et vakuum, men under vilkår, der har ændret sig markant gennem de seneste årtier.
Et centralt forhold er ejerskab. Over halvdelen af jorden i Vesteuropa er i dag forpagtet, og investorer spiller en større rolle.
Det skaber kortere tidshorisonter og svækker incitamentet til langsigtet pleje. Samtidig er bedrifter blevet større og mere specialiserede, hvor opgaver ofte uddelegeres til entreprenører.
Også økonomien spiller ind. Landmænd modtager kun en mindre del af den pris, forbrugeren betaler, mens resten fordeles længere ude i værdikæden.
Det efterlader begrænset økonomisk rum til bæredygtige investeringer.
Forskerne peger derfor på behovet for et bredere ansvar.
“Det er ikke landmanden som individ, der afgør jordens sundhed. Det er systemet omkring ham.” Hvis målet om sunde jorde skal nås, kræver det ændringer på tværs af hele fødevaresystemet.
