Ny Klovn-film: Casper og Franks venskab på prøve

Skrevet af admin

16/05/2015

Mest læste i dag

Der er gået fem år, siden Casper Christensen og Frank Hvam i "Klovn The Movie" trak rekordmange danskere i biografen.

Opfølgeren "Klovn Forever" har været længe undervejs, men med en fastsat premieredato i efteråret, er de to komikere klar til at erobre de danske biografsale igen.

I stedet for at fortsætte, hvor "Klovn The Movie" sluttede, har duoen besluttet, at den nye film skal følge Casper og Frank der, hvor de er nu, fem år efter.

Det betyder, at Frank er blevet far, mens Casper har besluttet sig for, at Danmark er for lille for ham, og at han vil prøve lykken i USA. Det skaber alvorlige problemer for deres venskab.

- I filmen prøver Frank at holde sammen på en familie, men det kan være svært, når man samtidig har en ven som Casper, forklarer Casper Christensen.

Det er igen Mikkel Nørgaard, der har instrueret, og for ham har det været alfa og omega for filmen, at der har været noget nyt at udforske.

- For mig har det været vigtigt, at der var en historie at fortælle. Der er mange, der laver en toer, når de har haft succes med en film, men de gør det så hurtigt, at det ender med, at de laver præcis den samme historie.

- Men nu er drengene blevet ældre, og det kan man mærke. Og selvom vi har lavet "Klovn" i rigtig mange år, så har vi aldrig sat Casper og Franks venskab rigtigt på prøve før nu, siger han.

At komikerne efterhånden kan kaldes for middelaldrende mænd, og at de problemer og genvordigheder, de støder ind i også er nogle andre, end da Klovn-serien i sin tid blev indspillet med en langt yngre Casper Christensen og Frank Hvam, er de spændt på hvordan, publikum vil tage imod.

- Det må vi jo se. Der er gået fem år, så mange af vores fans, der var omkring 25, de er jo 30 år nu og har selv stiftet familie, så de synes måske også, at det er sjovt, at Frank har fået en baby, siger Casper Christensen.

Det er dog ikke kun danskere, der er vokset op med Klovn-serien i fjernsynet, der er fans af universet.

Også i udlandet går Klovn sin sejrsgang. I Holland og Belgien er der lavet såkaldte remakes af serien med lokale komikere i hovedrollerne, og rettighederne til at lave den første Klovn-film på amerikansk, har komikerne for længst afsat.

Med den grad af succes, er det derfor ikke utænkeligt, at der vil komme flere Klovn-film i rækken.

- Vi er rigtig glade for den film, vi har lavet nu, og for os har det altid handlet om, hvorvidt vi kunne lide det arbejde, vi lavede. Foreløbig har vi det stadig pissesjovt med at lave "Klovn", så det ville undre mig meget, om vi ikke startede en treer op på et tidspunkt, siger Casper Christensen.

"Klovn Forever" får biografpremiere den 24. september. På rollelisten er også Maroon 5-forsangeren Adam Levine, skuespillerinden Isla Fisher og danske Nikolaj Coster-Waldau.

/ritzau/