Ny politisk trend: Hæse jubel-politikere håber på folkelig opbakning

Skrevet af Jakob A. Overgaard

30/01/2021
Foto: Twitter, Sophie Løhde.
Sophie Løhde danser jubeldans
Foto: Twitter, Sophie Løhde. Sophie Løhde danser jubeldans
Det er tilsyneladende et frækt politisk trick at have en kameramand klar, når Danmarks håndbolddrenge kæmper til VM i Egypten. Det er i hvert fald påfaldende underligt, at flere politikere pludseligt fanges i vilde jubelråb efter danske sejre.

Dagens topnyheder

Hvor den tidligere Statsminister, Lars Løkke, holdt hoved og fadøl kolde under overværelse af sportsbegivenheder, så kan den nuværende statsminister efter alt at dømme ikke styre sin begejstring, når Danmarks VM-hold kommer ud i neglebidende situationer.

Det kunne vi i hvert fald læse alt om på Mette Frederiksens Instagram-profil, hvor hun havde travlt med at proklamere, at den kære minister aldrig været så hæs efter en håndboldkamp. Ingen ved selvfølgelig hvor hæs Mette Frederiksen er efter en normal håndboldkamp når bysbørnene fra Aalborg møder Sønderjyske, men vi måtte forstå, at kvartfinalen gjorde særlig lykke i statsministerhjemmet.

Over 300.000 danskere har overværet Mette Frederiksens jubelscene, hvor en eller anden i Mette Frederiksens familie lige syntes, at det var vigtigt at filme, mens Mette jubler. Det er godt, at der minimum er én i familien, der er ligeglad med håndbold, så de helt rigtige billeder kan tages. På det helt rigtig tidspunkt, hvor jublen er størst.

Så kom Sophie Løhde med på trenden

Selvom gårdagens kamp mod Spanien ikke var lige så spændende, som kampen mod Egypten, havde en anden profileret politiker taget en kameraperson med hjem i stuen og forsikret ham eller hende om, at der skulle tages billeder, når der blev jublet. Og jublet blev der.

Der blev også danset galop-dans og sendt fistpumps i vejret. Ren lykke.

Det 'heldige' filmklip blev lagt op på politikerens Twitter-konto, hvor hun tilføjer, at det var 'heldigt', at der var et kamera i nærheden.

Dermed kaster Sophie Løhde sig ind i kampen om at være det folkelige Danmarks favorit-jubler. Nu kan vi så se frem til endnu flere politikere, der jubler på søndag, hvor finalen spilles.

Vi forventer en reaktion fra nogle af de folkelige politikere, der endnu ikke har været på banen med hæshed og jubel. Kan I så komme i gang, vi forventer i hvert fald, at vi kan nyde endnu flere jubelscener fra de mange folkelige politikere på Christiansborg.