Nyt borgerforslag: Magnus Heunicke skal for en rigsret

Skrevet af Jakob A. Overgaard

24/03/2021
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Der er ved at gå sport i at opstille borgerforslag. Forslaget om at stille Mette Frederiksen for en rigsret har allerede samlet 50.000 underskrifter og Folketinget skal derfor tage stilling til, om det reelt skal ske. I sidste ende er disse forslag ikke andet end signaler fra befolkningen om, at der er noget galt med Danmarks politikere.

Dagens topnyheder

I januar måned fik forslaget om at stille Mette Frederiksen for en rigsret samlet 50.000 stemmer. Derved skal Folketinget bruge tid og kræfter på at behandle et forslag, der aldrig nogensinde bliver en realitet. Derfor kunne man som almindelig dansker godt have den tanke, at borgerforslagene er spild af tid og ressourcer.

Det har helt sikkert ikke været den tanke, som forslagsstiller Nadijia Behrendt og hendes medstillede Ronny Mickey Steen Pedersen, Alice Rix, Amalie Møller og Niels-Henrik Hansen havde, da de besluttede sig for at oprette et borgerforslag, der skal stille Magnus Heunicke til ansvar for at "anvende sin ministerstilling, som magthaver overfor befolkningen. Herunder bl.a. at kunne lave bekendtgørelser og love, som fratager borgerne deres frihed og rettigheder, i form af tvang med magtanvendelse," som er den ordstilling der benyttes i forslaget.

Forslaget blev stillet den 24. februar og har således haft en måned tid til at samle støtter, men det er ikke lykkedes i samme tempo, som da Mette Frederiksen blev udstillet på samme måde. I alt er der 1.277 støtter efter en måned. Forslaget har indtil den 23. august til at samle de resterende støtter.

Forslaget er mest af alt en harsk kritik af coronahåndtering

Selvom det kan synes som tidsspilde at behandle endnu et borgerforslag om en rigsret, så må man som borger i Danmark prise sig lykkelig for, at der netop er demokratisk håndtag som borgerforslag. De mange coronarelaterede borgerforslag skal mest af alt ses som en kritik af den politiske håndtering af coronasituationen.

Forslaget formuleres på denne måde:
"I et demokratisk land, høre(r) det ikke til, at en minister kan få magtbeføjelser til at kunne indføre bekendtgørelser og love, som strider imod Grundloven og Menneskerettigheder. Heller ikke at kunne få beføjelser til at indføre diktatorisk magtanvendelse i form af tvang og frivillig tvang. At misbruge politiet og militæret til magtanvendelse, og derved sætte disse mennesker i en situation, hvor de skal anvende magt imod deres landsmænd unødvendigt. Hvis vi som land står i en epidemi/pandemi, som kan have fatale konsekvenser for befolkningen er tvang ikke nødvendigt at indføre. Vi er ansvarlige og selvstændige individer, som formår at stå sammen i svære tider. Det er derfor ikke nødvendigt at skulle have love, der indeholder tvang og magtanvendelse imod befolkningen. Så er det ikke længere demokrati men diktatur og facisme - det skal stoppes omgående."

Hvad mener du? Er det spild af tid med disse borgerforslag?