Opposition: Malaysisk lov mod terror svækker demokratiet

Skrevet af admin

07/04/2015

Dagens topnyheder

Malaysias parlament godkendte tirsdag et omstridt lovforslag, som giver myndighederne flere beføjelser i kampen mod terrorisme, men som oppositionen kritiserer for at være en krænkelse af menneskerettighederne.

Lovgivningen kommer, samtidig med at politiet i Kuala Lumpur har anholdt 17 personer, som mistænkes for at have været med i et terrorprojekt. To af de anholdte er for nylig vendt hjem fra Syrien.

Politiet siger, at de anholdte, som er inspireret af de militante islamister i Islamisk Stat, er i alderen fra 14 år til 49 år. Gruppen skal have haft planer om blandt andet at bortføre højt placerede personer og røve banker for at finansiere terrorangreb.

De nye love giver politiet bemyndigelse til at tilbageholde terrormistænkte i længere perioder, uden at der rejses sigtelser mod dem.

Politiske oppositionsgrupper og menneskerettighedsorganisationer siger, at lovene kan misbruges af regeringen til at undertrykke politisk opposition.

- Min største frygt er, at lovpakken bliver misbrugt, siger parlamentarikeren N. Surendran fra oppositionen.

- Jeg tror ikke på, at der er grundlag for regeringens påstande om, at dette er nødvendigt for at bekæmpe Islamisk Stat, siger han og kalder de nye love et "oprørende slag mod demokratiet."

Regeringen har forsikret, at lovene ikke vil blive brugt til politiske formål.

Myndighederne har gentagne gange advaret om, at der er overhængende fare for terrorangreb efter Islamisk Stats fremmarch i Syrien.

De siger, at snesevis af personer fra Malaysia, hvor den overvejende del af befolkningen er moderate muslimer, har meldt sig under Islamisk Stats faner.

Oppositionen siger, at regeringen og myndighederne har været tilbageholdende med detaljer om de påståede anholdelser af 17 personer og antyder, at det er bevidst, at den finder sted, samtidig med at loven skulle til afstemning i parlamentet.

Malaysias regeringskoalition under premierminister Najib Razak har adskillige gange slået ned på modstandere, journalister og akademikere i de seneste år. Koalitionen har regeret landet siden 1957, men den er blevet svækket ved de seneste valg.

Kritiske røster siger, at regeringspartierne pisker en frygt for terror op blandt vælgerne for at vinde mere opbakning i befolkningen.

I menneskeretsgruppen Human Rights Watch siger Asien-direktør Phil Robertson, at Malaysia har taget "et gigantisk skridt tilbage i forhold til menneskerettighederne."

/ritzau/Reuters