Over 1 million biler tilbagekaldes grundet fejl: Gælder flere store bilmærker

Skrevet af Nicolai Steinicke

14/09/2023
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Over en million biler fra blandt andet Peugeot, Opel og Citroën skal på værksted på grund af problemer med AdBlue-systemet.

Dagens topnyheder

Mange moderne dieselbiler har et AdBlue-system med separat tank til urea. Stoffet sprøjtes ind i udstødningssystemet for at reducere emissioner af skadelige gasser i udstødningen, herunder NOx. Mange bilejere har dog oplevet problemer med dette system.

I februar i år indledte importørerne af Opel, Citroën og Peugeot en tilbagekaldelse af deres varebiler, fordi AdBlue kunne fryse i tanken, når temperaturen faldt til under -15 grader.

For nylig har mange ejere af biler fra Stellantis-koncernen (Peugeot, Citroën, Opel, Fiat, Jeep) rapporteret, at de modtager beskeder fra AdBlue-systemet, der siger "Fejl på anti-forureningssystemet" eller "Kan ikke starte omkring XXX kilometer ".

Føreren skal normalt modtage en advarsel, når AdBlue-tanken er ved at være tæt på at være tom. Det er ikke sket, og ifølge car-recalls.eu kan det få bilen til at stoppe og ikke starte. Det skriver Dinside.

Skadelige NOx-emissioner

Nu tilbagekalder Stellantis over en million biler, fordi de kan undlade at advare om, at SCR-katalysatoren ikke længere fungerer korrekt. Årsagen skal være forkert kalibrering af AdBlue-pumpen.

Det kan igen føre til, at bilerne har høje emissioner af skadelige udstødningsgasser som nitrogendioxid (NO2).

I alt 34 bilmodeller er berørt. Det vil sige langt de fleste nyere modeller med en såkaldt Euro 6 dieselmotor fra disse mærker. En komplet liste over hvilke modeller og årgange der gælder, kan findes her.