Politiet kæmper med flere grove voldssager

Skrevet af admin

28/08/2014

Mest læste i dag

En knust flaske i ansigtet, et overfald med flere gerningsmænd, spark og tramp eller måske et knivstik. Det er alt sammen eksempler på overtrædelser af straffelovens grove voldsparagraf, og dem er der tilsyneladende blevet flere af i første halvår af 2014 i forhold til sidste år.

I hvert fald modtager politiet flere anmeldelser i sager om grov vold, viser nye tal fra Rigspolitiet. Første halvår i år bød på 736 sager, og det er knap 10 procent flere, end politiet modtog i samme periode i 2013.

Også når det gælder den såkaldt simple vold, hvor der måske er tale om et enkelt slag, skub eller spark, er der sket en stigning. Den er dog noget mindre end for den grove volds vedkommende, nemlig på tre en halv procent.

- Det er klart, at vi følger den udvikling meget nøje. Men man skal huske, at voldskriminaliteten de seneste år har været nede på et historisk lavt niveau, så der er stadig tale om et meget lavt antal voldssager, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg i en pressemeddelelse.

Også når det gælder sager om vold mod offentligt ansatte har politiet fået flere sager sammenlignet med sidste år. Værst ser det ud omkring sager, hvor politiet selv har været i offerrollen.

I 2013 blev der i de første seks måneder anmeldt 353 sager om vold mod politifolk. I første halvdel af dette år har der været 431 sager, hvilket svarer til en stigning på godt 22 procent.

Rigspolitiets tal viser, at der inden for hele det område, som kaldes personfarlig kriminalitet, er kommet flere sager. Det er et område, som politiet har haft særligt fokus på i flere år, og alle politikredse har en efterforskningsafdeling med fokus på personfarlig kriminalitet.

Ud over vold, drab og drabsforsøg falder røverier også ind under betegnelsen "personfarlig kriminalitet". Og røverier er der blevet længere imellem, hvis man skal tro antallet af anmeldelser.

Der har i første halvår af 2014 blot været halvt så mange bankrøverier, og antallet af gaderøverier og lignende er faldet med over en tredjedel.

Politiets tal afslører desuden, at der fra januar til juni i år blev anmeldt omkring 1500 færre indbrud i private hjem i forhold til sidste år. Også når det gælder indbrud i fritidshuse er der et mindre fald.

Politiets tal er baseret på antallet af anmeldelser. Det behøver ikke at afspejle antallet af faktiske forbrydelser. Forskere fra Justitsministeriet har tidligere påpeget, at befolkningens tilbøjelighed til at anmelde kriminalitet kan ændre sig fra år til år.

/ritzau/