PORTRÆT: Den sarkastiske EU-dinosaur vender tilbage

Skrevet af admin

15/07/2014

Dagens topnyheder

- Briterne kan godt svømme.

Det sagde Jean-Claude Juncker, da luxembourgeren for nylig blev spurgt om, hvordan han ville holde de skeptiske briter i EU-båden.

Det spydige svar er typisk for den mundrappe 59-årige EU-veteran, der frem til december i fjor var unionens længst siddende regeringschef.

Europaparlamentet har tirsdag givet Juncker sin opbakning.

Eftersom han allerede for to en halv uge siden blev indstillet til jobbet af EU's stats- og regeringschefer, er han nu igennem alle formelle godkendelsesprocedurer, inden han formentlig til oktober vender tilbage til parlamentet for at få hele sin kommission godkendt.

Valget af Juncker er sket under højlydt modstand fra den britiske premierminister, David Cameron, der anser ham for at være en føderalistisk dinosaur, han tilmed har fået påduttet af EU-Parlamentet.

Nu gør kristdemokraten altså comeback. Da han sidste år takkede af som markant formand for eurogruppen, mente han ellers, at magten havde mistet "sin erotiske dimension".

Men Mr. Euro kunne åbenbart ikke lade Europa være.

Junckers liv har været præget af drømmen om et fredeligt, forenet Europa.

Hans minearbejder-far blev under Anden Verdenskrig indrulleret af værnemagten, og fra barnsben fik han politik ind under huden i Luxembourgs kristne fagbevægelse og kristeligt sociale parti CSV.

Allerede som 28-årig kom den uddannede jurist med i det lille hertugdømmes regering, hvor han som finansminister var en af Maastricht-traktatens og eurosamarbejdets fædre.

Juncker har i euroens navn erklæret sig som tilhænger af "hemmelige, mørke debatter" og - om nødvendigt - af at lyve for pressen.

Som luxembourger er Juncker flydende på de to store eurosprog - tysk og fransk - og på luxembourgsk. Med sin fandenivoldskhed og lidenskab for det politiske spil har han ofte ageret mægler mellem Tyskland og Frankrig.

Som en "konsensusmaskine" vil han nu efter eget udsagn bringe EU tættere på sine skeptiske borgere ved at fokusere på vigtige temaer som jobskabelse frem for at blande sig i folks spisevaner.

Men Juncker er også kendt som en levemand med temperament uden stor interesse i regeringsgesjæften.

Efter 18 år som premierminister blev han fældet af en efterretningsskandale for ikke at have ført nok tilsyn. Og britiske og tyske medier har på det seneste dyrket historier om Junckers påståede alkoholproblemer og højt lønnede foredrag for lobbyorganisationer.

Endda hans efterfølger som chef for eurogruppen, den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem, har kaldt ham en forstokket storryger og dranker. Noget, Juncker selv har benægtet, og som Dijsselbloem for nylig har undskyldt.

En unavngiven diplomat har fortalt Daily Mail, at Juncker angiveligt drikker cognac til morgenmad, mens The Economist har kaldt ham en "dinosaur, der elsker at drikke, ryge, sladre og joke".

Som kommissionsformand skal han nu bevise, at han ikke er et underholdende levn fra fortiden, men fortsat evner at reformere og fremtidssikre EU.

/ritzau/