Regeringen har opgivet forsøg på aftale om restriktioner

Skrevet af Nicolai Busekist

19/11/2020
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Det har ikke været muligt at indgå en ny aftale om coronarestriktioner, da de blå partier ikke har kunnet få deres krav igennem.

Mest læste i dag

Regeringen har forsøgt at indgå en aftale med Folketingets partier vedrørende forlængelse af de nuværende restriktioner, der har udløb på søndag. 

Det har dog ikke været muligt, hvorfor regeringen af denne grund har opgivet forsøget på at lave en aftale. Det skriver Berlingske. 

Per Larsen, der er sundhedsordfører for De Konservative, fortæller til Ritzau, at det end ikke nåede til egentlige forhandlinger. 

Ifølge Per Larsen skyldes dette, at de blå partier forud for forhandlingerne havde fremsat en række krav, der skulle opfyleds, hvis de skulle være med i en aftale. Disse krav ville regeringen ikke gå med til. 

Blandt andet krævede Venstre og De Konservative, at der blev indført et såkaldt second opinion-panel. Dette panel skulle bestå af både danske og udenlandske eksperter, som skal udfordre myndighedernes anbefalinger.

"Vi har jo haft tradition for at bakke op om de anbefalinger, som myndighederne kommer med om restriktioner. Og det gør vi som udgangspunkt," fortæller Per Larsen, og følger op: 

"Men hvis vi skal have mulighed for at kontrollere regeringen, samtidig med at vi skal være med til at legitimere det, der bliver lagt frem, så skal vi også have nogle andre til at kigge på det." 

Over for Berlingske fortæller Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, at de gerne så, at regeringen ville stille op til et ugentligt pressemøde: 

"Vi så også gerne, at regeringen én gang om ugen stillede sig op på et pressemøde og redegjorde for, om restriktionerne virker efter hensigten," fortæller han til Berlingske. 

"Men det ville man ikke imødekomme, og hvis vi ikke kan få nogle af vores krav igennem, er der ingen interesse for en politisk aftale." 

I slutningen af oktober blev det besluttet, at forsamlingsforbuddet skulle sænkes fra 50 til 10 personer. Anbefalinger er også gældende i private hjem. 

Dette samt andre restriktioner er gældende til den 22. november. Derfor forventes det, at regeringen snarligt vil melde ud om, hvorvidt disse restriktioner vil blive forlænget. 

Ifølge det udkast til en aftale, som partierne nåede at se, er det af regeringen lagt op til, at de nuværende restriktioner bliver forlænget til den 13. december.

Det vil sige, at der foreløbigt ikke bliver klarhed over, hvordan restriktioner vil være ved jul og nytår.