Rusland: Problemet med rejsende krigere er intensiveret

Skrevet af admin

25/09/2014

Mest læste i dag

Terrornetværk i Mellemøsten har fået lov til at modne og vokse sig stærke, men det skal være slut, mener Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, som opfordrer samtlige FN-lande til at gennemføre en netop vedtaget resolution hurtigst muligt.

For selv om Rusland har haft svært ved at finde fælles fodslag med særligt de vestlige lande på en række områder som konflikten i Ukraine, bør terrorisme have hele verdens opmærksomhed, fordi det "bringer nationers fremtid i fare."

- Terrorisme er ved at vokse sig stærkere ideologisk og materielt. Netværk opbygger muskler takket være organiseret kriminalitet, ekstreme idéer, religion og etnicitet. Samtidig bliver terrorisme filtret ind i regionale konflikter, siger Lavrov ifølge nyhedsbureauet Itar-Tass og tilføjer:

- Derfor bør alle nationer omhyggeligt implementere sikkerhedsrådets beslutning, som betyder, at der kan sættes en stopper for terrorisme og ulovlig handel med olie, ligesom vi kan indføre sanktioner mod Taliban og al-Qaeda og forbyde spredningen af våben fra Libyen.

FN's Sikkerhedsråd vedtog onsdag en resolution, hvor alle medlemslande gør det til en alvorlig forbrydelse for dets borgere at rejse til udlandet for at kæmpe for militante grupper som Islamisk Stat (IS), som det sker i Irak og Syrien.

De 15 medlemslande af rådet vedtog enstemmigt resolutionen, som USA står bag. Den forpligter landene til at "forebygge og bekæmpe" rekruttering og rejser til udenlandske konflikter.

- Rusland støtter sikkerhedsrådets beslutning. Efter intervention i Irak, bombardementer af Libyen, udefrakommende støtte til ekstremister i Syrien, er problemet med udlændinge, der kæmper under terrororganisationers faner i Mellemøsten og Afrika, intensiveret, siger Lavrov ifølge det russiske nyhedsbureau.

Resolutionen vedtages i henhold til kapitel syv i FN's charter, hvilket gør den bindende for de 193 medlemslande af FN.

Samtidig giver den Sikkerhedsrådet myndighed til at håndhæve beslutninger med økonomiske sanktioner eller anden magt. Resolutionen indebærer blandt andet en skærpet grænsekontrol og internationalt samarbejde mellem landene.

Også Syrien bakker op om FN-resolutionen.

- Mit land bekræfter, at det vil støtte resolutionen vedtaget i dag (onsdag, red.), siger Syriens repræsentant i FN, Bashar Jaafari.

/ritzau/