Ryanair varsler prisstigninger: Vil flyve i vejret med 'et højt encifret procenttal'

Skrevet af Mathias Nielsen

17/05/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Ryanair varsler stigende priser de kommende måder.

Dagens topnyheder

Sommeren er snart over os, og det for mange lig med en ferie til sydens sol og varme. Derfor er sommeren også den absolutte højsæson hos fly- og rejseselskaberne. Efter et par år med coronarestriktioner, som har påvirket branchen meget, meget negativt, er der nu udsigt til en sommer hvor man kan rejse frit rundt uden at skulle tænke på det helt store med hensyn til restriktioner.

Det har ikke overraskende sat turbo under flyindustrien, og det vil desværre også påvirke priserne negativt set fra forbrugerens side af. Det advarer Europas største lavprisselskab, Ryanair, nu om.

»Der vil komme højere priser i den mest travle del af sommeren, fordi der er så stor efterspørgsel efter at komme til Europas strande,« siger Michael O'Leary, koncernchef i Ryanair ifølge B.T.

Konkret forventer O'Leary, at priserne på flybilletter vil flyve i vejret med 'et højt encifret procenttal'.

Prognosen kommer, efter at Ryanair har registreret gode bookingtal for sommeren, men dog et underskud i det seneste regnskabsår. Det viser Ryanairs regnskab, som dækker de 12 måneder op til 31. marts 2022. I perioden har Ryanair haft en omsætning på omkring 36 milliarder kroner.

Det er næsten en tredobling i forhold til samme periode året før. Den større omsætning er et resultat af, at coronarestriktioner er blevet lempet eller ophævet i perioden, og det har fået flere til at flyve igen.

Ryanairs passagerantal er også mere end tredoblet til 91,1 million passagerer.

Til gengæld er Ryanairs udgifter også steget markant. Faktisk er de mere end fordoblet til lidt over 39 milliarder kroner. Det skyldes særligt stigende priser på brændstof.

De store udgifter gør, at Ryanair i perioden har haft et underskud på mere end 2,6 milliarder kroner. Det er cirka en tredjedel af underskuddet året før.