Hver gang DSB fragtede passagerer én ekstra kilometer, drønede landets bilister 26 kilometer ekstra på vejene. Skal udviklingen vendes, skal det gøres dyrere at køre i bil, fastslår flere trafikforskere i fagbladet Ingeniøren.
Men tallene er helt forventelige, siger transportordfører Rasmus Prehn (S).
- Vi har ikke set tallene rette sig endnu. Trafikforskere siger, at det er ikke nok med guleroden. Bilisterne skal også have med pisken, så det bliver mere besværligt at tage bilen. Det er også det, som vores egen Trængselskommission tidligere har sagt, siger han.
I 2011 fremsatte regeringen et forslag om en trængselsring rundt om København, som siden blev trukket tilbage efter voldsomme protester.
- Det er en måde, at adfærdsregulere trafikken på og få flere over i den kollektive trafik. Alle kender forløbet af trængselsringen, og dengang sagde danskerne: Lad være med at lave en trængselsring, før den kollektive trafik er bedre.
DSB bliver særligt presset af de mange, nye, billige biler og de lave oliepriser, viser tallene fra Vejdirektorat og DSB, som Ingeniøren har sammenstillet.
Ifølge Rasmus Prehn vil der ske to ting i løbet af de næste fem til ti år, der gør billedet af trafiksituationen langt mindre dyster.
- Bilerne vil blive grønnere, så selv om der vil være en vækst i bilismen, så vil det i forhold til CO2-delen give mindre forbrug. Der vil stadig være trængselsproblemer, og derfor er der brug for at tilskynde folk til at bruge den kollektive trafik.
Og det vil ske med de mange, nye tiltag, mener han.
- Man vil kunne komme fra Aalborg til København på tre timer, fra Aarhus til København på to timer. Hvis det kombineres med letbane, metro, S-tog, der er opgraderet, så vil der være flere, der vil vælge kollektivt.
- Det er tiltag, der vil flytte folk. Og jeg tror, at alene det, at der er stor trængsel på vejene, vil flytte folk ud af deres biler.
/ritzau/