S vil have erstatning fra Skats it-leverandører

Skrevet af admin

14/09/2015

Mest læste i dag

Ordene skat og skandale er ved at være så tæt forbundne, at ingen snart ænser, når de bruges i samme sætning mere.

Ikke desto mindre er skandale det mest dækkende udtryk for de seneste oplysninger om Skats to it-systemer EFI og DMI, mener Socialdemokraternes skatteordfører, Jesper Petersen.

En længe ventet rapport fra konsulentfirmaet Accenture viser ifølge Berlingske, at systemerne, der tilsammen har kostet omkring en milliard kroner, risikerer at måtte skrottes.

Derfor mener Socialdemokraterne, at tiden er inde til at undersøge, om der kan hentes økonomisk erstatning hos leverandørerne, it-giganterne KMD og CSC.

- Vi forventer, at regeringen tager skridt til et retligt efterspil i forhold til de leverandører, som vi har betalt i dyre domme, siger han.

EFI står for Et Fælles Inddrivelsessystem, mens DMI er Debitormotor Inddrivelse. Tanken bag systemerne var, at Skat kunne spare mange personaleressourcer, hvis it-systemer kunne kradse gæld ind fra borgerne.

Men det er ikke lykkedes, og al inddrivelse af gæld er nu sat på pause, hvilket betyder, at der er en risiko for, at gælden reelt må afskrives, fordi den når at blive forældet, påpeger Jesper Petersen.

Folketingets finansudvalg, som Jesper Petersen selv er medlem af, har ad flere omgange givet grønt lys for, at udviklingen af EFI blev fortsat. Jesper Petersen forklarer, at politikerne fik oplyst, at det godt kunne lade sig gøre at få systemet til at virke.

Men det er der altså noget, der tyder på, bliver meget svært.

- Regeringen må sætte et alternativ i gang, for man kan ikke bare lade inddrivelsen stå stille, fastslår Jesper Petersen.

Det var daværende skatteminister Kristian Jensen (V), der for mere end ti år siden lagde grundstenen til digital gældsinddrivelse.

Set i bakspejlet var ambitionerne nok for store, mener Jesper Petersen. Blandt andet har området vist sig ekstremt komplekst rent juridisk.

Professor Søren Lauesen fra IT Universitetet forklarer over for Berlingske, at man oprindeligt troede, at EFI skulle håndtere 10-20 forskellige fordringer. Det har vist sig at være mere end 400 forskellige typer.

Det får Jesper Petersen til at tvivle på, at fremtidens inddrivelse af gæld til det offentlige kan blive så digital, som der var lagt op til med EFI.

- Det er jo altså nogle af helt store it-leverandører, der har fejlet og ikke har været i stand til at løse opgaven på trods af den teknologiske udvikling.

- Det er egentlig forventeligt, at det kræver mere mandskab, fordi man må gå mere manuelt til værks. Regeringen må lave den vurdering og afsætte de midler, der skal til, for at der er tilstrækkeligt med kraft til at få inddrivelsen på skinner igen.

/ritzau/