Så mange minkavlere var på randen af konkurs i 2019

Skrevet af Nicolai Busekist

03/12/2020
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Inden den danske regering krævede, at alle danske mink blev aflivet, var minkbranchen en presset branche. En ny analyse viser, at en del avlere endda var på randen af konkurs.

Mest læste i dag

Fremtiden ser ikke ligefrem lys ud for de danske pelsdyravlere. Det har den dog tilsyneladende ikke gjort i et stykke tid, da branchen i forvejen var økonomisk presset.

Det viser en ny undersøgelse, der er udført af analysevirksomheden Experian, der også ejer og driver det velkendte RKI-register over dårlige betalere. 

Ifølge Experien har den gennemsnitlige minkavler, der har pligt til at offentliggøre sit regnskab, haft en primær indtjening på omtrent minus 850.000 kr. i både 2018 og 2019. 

Desuden viser rapporten også, at syv ud af ti farme har hørt med underskud i de seneste to regnskabsår. Til sammenligning er tallet på tre ud af ti virksomheder, hvis alle brancher inkluderes. 

24 procent af avlerne var på vej mod konkurs

Nøgletallene viser også, at hele 24 procent af avlerne var på vej mod konkurs, hvis man ser på regnskaberne fra 2019. Det lyder vurderingen af Experian. 

Spørger man Bo Rasmussen, der er nordisk salgsdirektør i Experian, er det et klart tegn på, at det er en branche, der ikke er i god form. 

"Hvis hver fjerde virksomhed i en branche er på vej mod en konkurs, er det ikke en sund branche, vil jeg vurdere. Så det var en branche, der var under hårdt pres, og en masse virksomheder havde det svært," forklarer Bo Rasmussen fra Experian over for Ritzau. 

Hvis man tager et tal på de generelle konkurstal for november, viser de faktisk, at det danske erhvervsliv har klaret sig ganske pænt under coronakrisen.

Sammenligner man november i år med november sidste år, er antallet af konkurser nemlig næsten halveret.