SAS med dårligt nyt: Aflyser 1700 afgange

Skrevet af Mathias Nielsen

19/08/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Scandinavian Airlines aflyser flere afgange i de kommende måneder.

Dagens topnyheder

Sommeren startede dårligt for flyselskabet SAS, som i en periode på 14 dage havde en strejke blandt selskabets piloter. Årsagen var manglende enighed omkring en ny overenskomst, hvilket altså førte til en strejke.

Uheldigvis for SAS, så var det midt i højsæsonen og dermed en periode, hvor rigtig mange rejsende havde bestilt en flybillet hos netop SAS. Strejken kostede cirka SAS en milliard - altså knap ⅓ af de penge, som man kort forinden havde fået af den danske stat.

Selvom strejken for længst er overstået og SAS igen har fly i luften, så lider flyselskabet under et voldsomt efterslæb.

Efterslæbet er en blanding af sommerens strejke og forsinkede flyleverancer, hvorfor SAS hen over efteråret må aflyse hele 1700 afgange i Europa i månederne september og oktober. Det skriver TV 2.

Af disse 1700 afgange vil 300 af dem være fra Københavns Lufthavn i Kastrup. Det svarer til cirka 5 afgange om dagen alene fra Københavns Lufthavn.

Det er endnu ikke oplyst hvilke ruter, som kommer til at blive aflyst som følge af efterslæbet. Det vides derfor heller ikke, om det vil være de samme destinationer eller flere forskellige.

SAS udbyder dog en lang række destinationer fra Københavns Lufthavn.

Du kan således flyve direkte til fjerne destinationer som både Boston, New York, Beijing og Tokyo. Desuden er der lang række europæiske destinationer.