SF og Enhedslisten ville have mere ud af MRSA-aftale

Skrevet af admin

17/04/2015

Dagens topnyheder

Der skal skæres ned i brugen af antibiotika i dansk landbrug, efter at partierne på Christiansborg er blevet enige om en ny aftale, der skal løse MRSA-problemerne.

Men ikke alle partier klapper lige hårdt i hænderne for den nye plan.

- Desværre lykkedes det ikke for Enhedslisten at komme igennem med vores krav om en indsats, der markant kunne have reduceret udbredelsen af den resistente MRSA-bakterie, skriver Per Clausen, fødevareordfører for Enhedslisten, i en kommentar.

- I stedet må vi i første omgang nøjes med at stoppe yderligere spredning af denne, og det er jo trods alt bedre end ingenting, lyder det videre.

Også SF havde håbet på mere omfattende tiltag.

- SF kæmpede for 50 procent nedgang i antibiotika i MRSA-aftale. Vi fik 30 procent (ud fra 2009-tal), men to år tidligere. Havde håbet på mere, men VKO er bundet nu, skriver partiets landbrugs- og fødevareordfører, Lisbeth Bech Poulsen, på Twitter.

Torsdag aften blev Folketingets partier enige om en MRSA-plan, der skal nedbringe forbruget af antibiotika i dansk landbrug med 15 procent frem mod 2018.

De 30 procent, når Lisbeth Bech Poulsen op på, fordi der allerede er sket en reduktion fra 2009 til 2014.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) er glad for den nye aftale, og det samme er Venstre.

- MRSA er en udfordring i landbruget, og derfor er vi også tilfredse med aftalen. Særligt er vi glade for, at det lykkes os at nedbringe omkostningerne for landbruget, siger Esben Lunde Larsen, MRSA-ordfører for Venstre

- Regeringen ville sende en regning på op til 33 millioner ud til landmændene, men vi fik bragt regningen markant ned. På den måde sikrer vi bedst muligt konkurrenceevnen i erhvervet, siger han.

Indsatsen for at sænke antibiotika-forbruget er sat i gang for at undgå udvikling af resistens.

Ud over reduktionen af antibiotikaforbruget indeholder aftalen blandt andet hygiejnetiltag, der har fokus på at hindre spredning af husdyr-MRSA til det omgivende samfund, overvågning af udviklingen i husdyr-MRSA og forskning i smitteveje.

/ritzau/