Sms og Facebook: Stalkere har fået mange platforme

Skrevet af admin

08/03/2016

Mest læste i dag

Indbakken i mailboksen koger over, og på telefonen og Facebook står de vrede og truende beskeder i kø.

Omkring 100.000-130.000 mennesker rammes årligt af stalking, typisk fra en ekskæreste, ekskone eller eksmand.

Derfor er det positivt, at regeringen vil forsøge at hjælpe ofrene, siger Susanne Philipson, direktør i den private organisation Danner, der huser voldsramte kvinder.

- Stalking kan være meget invaliderende, og derfor er det glædeligt, at Justitsministeriet med flere forskellige initiativer vil sætte ind, siger Susanne Philipson til Ritzau.

Foruden at give stalkerne et hurtigere tilhold fremhæver hun, at den gratis rådgivning udvides fra kun at være i København til at dække hele landet, ligesom der lægges op til at udbrede viden om stalking.

- Det er vigtigt, at politiet og andre myndigheder undervises, så de ved, hvordan de skal møde de kvinder, som er udsat for stalking. I dag er der mange, som ikke går til politiet, siger hun.

Stalking har altid eksisteret, og ifølge Susanne Philipson er det svært at vurdere, om det rammer flere end tidligere.

- Det ved vi ikke med sikkerhed, men stalkerne har med de sociale medier fået flere platforme at stalke på, end de havde tidligere. Og så har det fået et navn og politisk fokus.

Hun opfordrer regeringen til ikke bare at fokusere på stalking, men også til at komme de mange kvinder, som udsættes for fysisk eller psykisk vold, til hjælp.

De er i dag ikke sikret gratis rådgivning, men er henvist til kvindekrisecentrene.

- Stalking er bare en del af den vold, som mange kvinder er udsat for.

- Vi er nødt til at erkende, at der er mange voldsramte kvinder, som ikke får det samme tilbud, medmindre at de vælger at bo på et krisecenter.

Det nye initiativ præsenteres tirsdag af justitsminister Søren Pind (V) og ligestillingsminister Ellen Trane Nørby (V).

/ritzau/