Stefan er både fodbolddommer og ambulancebehandler: Forleden blev begge dele relevant

Skrevet af Mathias Nielsen

28/10/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Midt i en fodboldkamp fik Stefan Fyhn brug for de kompetencer, som han til daglig gør brug af i sit arbejde som ambulancebehandler.

Dagens topnyheder

33-årige Stefan Fyhn er både fodbolddommer og uddannet ambulancebehandler. Forrige lørdag var han dommer i 2. divisionskampen mellem BK Frem og AB Gladsaxe i Valby Idrætspark.

Det var dog ikke en helt normal kamp for Stefan, der til daglig bor i Vejle.

Han kunne kort inde i anden halvleg høre stadionspeakeren i Valby Idrætspark meddele, at man eftersøgte en læge på stadion.

Til at starte med lod Stefan kampen fortsætte, men kort efter kom samme melding igen.

- Der blev endnu en gang spurgt, om der var en læge eller en anden med sundhedsfaglig baggrund til stede. Der kunne jeg godt fornemme, at der var uro på tribunen. Jeg bad linjedommeren om at undersøge, hvad det drejede sig om. Han fortalte så via sit headset, at der var en tilskuer, som ikke var ved bevidsthed, fortæller Stefan Fyhn til Vejle Amts Folkeblad.

Kort efter kom der en kontrollør løbende med en hjertestarter, hvorfor Stefan valgte at stoppe kampen. Nu måtte han selv træde i karakter og hjælpe til.

- Jeg er uddannet ambulancebehandler, men jeg vil som udgangspunkt altid forsøge at adskille det med mit job som fodbolddommer. Men da det virkede til at være et alvorligt sygdomstilfælde, så jeg ingen anden udvej end at løbe op på tribunen. Så jeg sagde til linjedommeren, at jeg løb op for at hjælpe tilskueren, fortæller Stefan Fyhn.

Da Stefan kom op på tribunen, kunne han dog se, at den pågældende heldigvis var ved bevidstheden.

Stefan Fyhn kunne kort efter konstatere, at personen heller ikke havde haft hjertestop.