Stor undersøgelse påstår: Alle former for 'voksenfilm' skader parforholdet

Skrevet af Mathias Madsen

19/03/2023
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Ifølge et nyt stort studie er selv blød porno særdeles skadeligt for parforholdet.

Mest læste i dag

Længe har videnskaben med rimelig stor sikkerhed vidst, at nogle former for porno er afhængighedsskabende og skadeligt for både hjernen og parforholdet, men nu påstår en ny stor undersøgelse, at det er værre end først antaget. 

Ifølge Ladbible har en videnskabelig undersøgelse med 3.500 testpersoner nemlig konkluderet, at alle former for porno skader det romantiske forhold mellem to parter i et parforhold.

I undersøgelsen, som blev udført af forskere fra 'Brigham Young University', blev 3.500 personer i faste parforhold stillet en lang række spørgsmål, og konklusionen blev, at stort set alle, der regelmæssigt så porno, havde et dårligt romantisk forhold til deres faste partner. 

Dr. Brian Willoughby, der er professor i familieliv og én af forskerne bag undersøgelsen, har forklaret, at undersøgelsen tydeligt viste, at hård porno er mere skadeligt for parforholdet end blød og romantisk porno, men han understreger, at "parforholdsstabilitet svækkes af pornoforbrug hos både mænd og kvinder" og ved enhver form for porno. 

"Jeg antog, at vi ville finde ud af, at det måske er den agressive porno uden samtykke, som påvirker parforholdet, [men] vi fandt ikke stor forskel. Alt slags pornoforbrug hang sammen med mindre stabilitet og mindre tilfredshed i parforholdet - uanset hvilke andre faktorer, vi kiggede på," har Willoughby desuden forklaret og uddybet:

"Par bør vide, at det er en risikofaktor i forholdet at se porno."

Undersøgelsen viste desuden, at pornoforbrug havde større negativ påvirkning på parforholdet hos religiøse personer. 

Danskerne ser porno og har et dårligt sexliv

Ifølge Videnskab.dk ser 55 procent af alle danske mænd porno mindst én gang om ugen. Hos de danske kvinder er det tal på ni procent. 

Og noget tyder på, at mange onanerer imens. En undersøgelse fra 2019 har i hvert fald vist, at 67 procent af alle danske mænd onanerer mindst én gang om ugen, og her er tallet hos kvinderne også forholdsvis højt. 

28 procent af alle danske kvinder onanerer nemlig ifølge undersøgelsen mindst én gang om ugen. 

Om det store pornoforbrug er skyld i det vides ikke, men faktum er, at danskerne generelt har et dårligt sexliv. I en stor undersøgelse fra 2019 svarede hver tredje kvinde og hver fjerde mand således, at de havde et dårligt eller ikke-eksisterende sexliv. 

Derudover har 23 procent af alle danske mænd statistisk set været deres nuværende eller tidligere partner utro, og hos kvinderne er det tal på 14 procent.