Forside Nyheder Storebæltsbroen har gjort Danmark rigere – og især en gruppe...

Storebæltsbroen har gjort Danmark rigere – og især en gruppe har scoret stort på det

Storebælt, Storebæltsbroen
Adam Saugmann/Shutterstock

Broen har givet Danmark et økonomisk løft – men gevinsten er langt fra ligeligt fordelt.

Lige nu læser andre

Hvad har Storebæltsbroen betydet for dansk økonomi – for virksomhederne og for lønmodtagerne – siden åbningen i 1998?

Det er et af spørgsmålene, som økonomen Ismir Mulalic fra CBS sammen med to kolleger stiller i en ny forskningsartikel, som er offentliggjort i tidsskriftet Regional Science and Urban Economics.

Og deres helt faktuelle svar er, at Storebæltsbroen på landsplan har betydet en årlig forøgelse af produktiviteten på 0,22 procent. Det svarer til godt 6 milliarder kroner for et enkelt år.

”Det er et ret højt tal og viser, at broen har været en god investering. Men vores forskning viser også, at gevinsterne er ulige fordelt,” siger Ismir Mulalic.

Sådan skriver Copenhagen Business School i en pressemeddelelse.

København og Odense vinder

Læs også

Når virksomhederne er blevet mere produktive efter broens åbning, skyldes det især, at de har fået adgang til en større pulje af arbejdskraft, fordi det blev nemmere at pendle. 

Samtidigt blev virksomhedernes eget kundegrundlag også udvidet, fordi de nu kunne nå at dække et større geografisk område i løbet af en arbejdsdag.

”Det er først og fremmest Storkøbenhavn og dernæst Odense, som har mærket effekten. At det er storbyerne, som får den største gevinst, skyldes, at de i forvejen er vant til konkurrence. Og med indvielsen af Storebæltsbroen åbnede du netop for en ny konkurrence, hvor vilkårene for at drive virksomhed ændrede sig”, forklarer CBS-forskeren.

”Og der står København traditionelt stærkt, fordi de både er vant til at kæmpe om veluddannede medarbejdere og om nye ordrer i kapløb med andre. I modsætning til en lille by, hvor der kun er få virksomheder,” tilføjer Ismir Mulalic.

Broen har betydet bedre jobmatch

I deres studie anvender forskerne udtrykket ”matchingeffekt”.

Læs også

Når rejsetiden falder, og antallet af pendlere stiger, bliver det lettere for virksomheder og arbejdstagere at finde hinanden. Det giver bedre jobmatch – og dermed højere produktivitet.

En udvikling, som Vestsjælland og andre byer på Fyn altså ikke rigtigt har fået del i.

Højtuddannede mænd scorer mest

Men selvom virksomhederne nyder godt af et bedre match, har løngevinsterne for arbejdstagerne været beskedne.

”Forklaringen er sandsynligvis, at mange pendlere har følt sig kompenseret ved at broen nu sparede dem tid. I hvert fald kan vi se, at det fortrinsvis er højtuddannede mænd i lidt mere specielle jobs, der opnår højere løn,” fortæller Ismir Mulalic og uddyber:

“Vi ved fra tidligere forskning, at kvinder ikke ønsker så lange pendlerafstande. Og dermed er det sandsynligt, at mange frasiger sig muligheden for en bedre løn, hvis det betyder lang transport.”

Sådan har forskerne gjort

Læs også

Forskerne har udnyttet det faktum, at Storebæltsbroen udgjorde et såkaldt “eksogent chok” – en udefrakommende og pludselig ændring i infrastrukturen – til at måle effekterne på produktivitet og løn.

Ved at sammenligne kommuner, der oplevede store forbedringer i tilgængelighed, med dem der ikke gjorde, kunne de isolere broens økonomiske betydning.

Forskernes data omfatter perioden 1995-2002.

Ads by MGDK