Stort rumskib ude af kontrol: Styrter ned på jorden i denne weekend

Skrevet af Nicolai Busekist

08/05/2021
Foto: AFP/Ritzau Scanpix
Foto: AFP/Ritzau Scanpix
En stor raket, der er ude af kontrol, styrter mod Jorden. Det vides ikke, hvor eller hvornår den præcist vil ramme.

Mest læste i dag

En kinesisk rumraket, der vejer 18 ton og måler 30 meter, er kommet ud af kontrol. Det har medført, at den styrter mod Jorden med høj fart. Det forventes, at den kommer ind i Jordens atmosfære i løbet af weekenden.

Det amerikanske forsvarsministerium har estimeret, at den vil ramme Jordens atmosfære omkring midnat dansk tid. Ifølge amerikanerne, kan det dog også være ni timer før eller ni timer efter. 

Ifølge de kinesiske myndigheder forventes det, at størstedelen af raketten vil brænde op i atmosfæren.  

Man ved ikke, hvor den rammer

Det vides endnu ikke, hvor resterne af raketten ender med at ramme. Det ventes dog ikke, at resterne vil styrte ned i Danmark, eftersom dens bane ikke er over Danmark. 

Mike Howard, der er talsmand for det amerikanske forsvarsministerium, fortæller, at USA følger raketten. 

"Men det præcise sted, hvor den vil vende tilbage, kan ikke fastslås, før nogle timer før det sker," siger han ifølge Ritzau. 

Nyhedsbureauet AFP skriver, at det er hoveddelen af den kinesiske raket, der oprindeligt havde en vægt på 21 ton, der er på vej mod Jorden. På nuværende tidspunkt har den angiveligt en vægt på 18 ton. 

De kinesiske myndigheder forsøger dog at overbevise om, at der ikke er nogen grund til bekymring. 

"Sandsynligheden for, at den gør nogen skade på Jorden, er ekstremt lille," udtalte en talsmand for det kinesiske udenrigsministerium fredag. 

Rammer sandsynligvis havet

Skulle der være dele af raketten, der overlever mødet med atmosfæren, vil de med stor sandsynlighed ramme havet. Chancerne for dette er store, da omtrent 70 procent af Jordens overflade er dækket af hav. 

Det er dog tidligere sket, at stykker fra en rumraket har ramt beboede område. Det skete i maj i fjor, hvor to landsbyer i Elfenbenskysten blev ramt af store metalstykker fra en tilsvarende raket. Dog kom ingen mennesker til skade. 

Der er ingen detaljer om, hvorvidt det er en fejl, der er skyld i, at raketten er kommet ud af kontrol. Det kan også skyldes, at kineserne har konstrueret raketten ud fra, at metalstykkerne skal kunne brænde op i atmosfæren.

Kina er i færd med at etablere sin egen permanente rumstation i kredsløb om Jorden. Opsendelsen af raketten den 29. april var første af i alt 11 planlagte opsendelser med moduler, der skal leveres til rumstationen, der ventes færdig i 2022, skriver Ritzau.