Studerende: Regeringen sender ikke flere unge i arbejde

Skrevet af admin

04/11/2014

Dagens topnyheder

Tirsdagens møde mellem universitetsrektorerne og uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) har ikke hjulpet på Danske Studerendes Fællesråds bekymringer. Det oplyser formanden, Jakob Ruggaard, til Ritzau.

- Rektorerne har strakt sig ekstremt langt overfor en minister, der ikke har lyttet og ikke har villet anerkende de problemer, reformen kommer til at skabe, skriver han i en mail til Ritzau.

- Grundlæggende er resultatet en aftale, der skær tusindvis af studiepladser væk, og det anser jeg som et stort problem, siger han.

En af de bekymringer Jakob Ruggaard har, er at unge i stedet for at få en uddannelse ender i arbejdsløshedskøen.

- Når man fjerner tusindvis af studiepladser, så fører det ikke til at nogle unge kommer i arbejde. Konsekvensen af det bliver, at flere tusinde unge ender uden nogen uddannelse i en tid med økonomisk krise og høj ungdomsarbejdsløshed, siger han.

- Det fører til, at unge bliver mere udsatte, og at mange må stille sig bagest i arbejdsløshedskøen uden nogen videregående uddannelse, mener de studerendes formand.

Danske Studerendes Fællesråd mener, at ministeren er gået i en værdikamp på uddannelsesområdet.

- Det er en grundlæggende værdi i vores uddannelsessystem, at vi støtter op om unges muligheder for at uddanne sig i det, de brænder for og er dygtigst til, siger Jakob Ruggaard.

- I kølvandet på nedskæringen af studiepladser vil mange flere unge blive afvist, karaktergennemsnittene vil eksplodere, og den i forvejen skarpe konkurrence om studiepladserne vil tage til, siger han.

/ritzau/