Sundhedschefer: Læger bidrager for lidt til samarbejde

Skrevet af admin

07/01/2014

Dagens topnyheder

Den hurtige hjemsendelse fra sygehuset er en del af den nye virkelighed i kommunerne, men hverken de kommunale sundhedsmedarbejdere eller de praktiserende læger er tilstrækkeligt oppe i omdrejninger til at klare den nye situation.

Det mener et flertal af landets sundhedschefer ifølge en undersøgelse i kommuneforeningen KL's nyhedsmagasin, Momentum.

57 procent af de sundhedschefer, der har deltaget i undersøgelsen, er af den opfattelse, at de praktiserende læger ved for lidt om de kommunale opgaver og tilbud på sundhedsområdet.

Samtidig kritiserer et flertal af sundhedscheferne både nyuddannede sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter for at halte bagefter, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Vi samarbejder med 25 læger i vores kommune, og alene det at komme igennem til dem er vanskeligt, siger sundhedschef Ulla Callesen fra Høje-Taastrup Kommune.

- De er jo søde og rare, men den samarbejdende sundhedstrekant, der skal være mellem sygehuse, kommuner og borgernes egen læge, er skæv, fordi den praktiserende læge ikke bidrager ligeværdigt, siger hun til Jyllands-Posten.

Ulla Callesen peger på, at lægerne er for hurtige til at indlægge patienter, som de selv kan håndtere, og at lægerne er svære at hive ud til lægebesøg i hjemmene.

I Ældre Sagen genkender underdirektør Michael Teit Nielsen problemerne. Han hæfter sig ved, at moderne ældrepleje stiller helt nye krav til sundhedsmedarbejdere, praktiserende læger og sygehuse.

- Kommunerne er gået i gang med det nye med at forebygge indlæggelser og træne de ældre til at klare mere selv - men uden at have personalet med, siger han til Jyllands-Posten.

62 ud af landets 98 sundhedschefer har svaret på undersøgelsen.

/ritzau/