Svensk golfamatør lægger afstand til svingende danskere

Skrevet af admin

05/06/2015

Mest læste i dag

Både Lucas Bjerregaard og Søren Kjeldsen gjorde fremskridt, men det er fortsat den svenske teenager Marcus Kinhult, der stjæler opmærksomheden i golfturneringen Nordea Masters i Malmø.

Efter andendagen deler amatøren Kinhult førstepladsen i den stærkt besatte European Tour-turnering med landsmanden Jens Dantorp. Begge spillere gik anden runde i fire slag under par og er i alt ni slag under inden weekendens to finalerunder.

Fire danskere klarede finalecuttet, men med svingende præstationer har ingen af dem vist format til at blande sig i topstriden. Bjerregaard og Kjeldsen er de foreløbig bedste på en delt 24.-plads tre slag under par.

Kjeldsen, der kommer med selvtillid fra triumfen i Nordirland i sidste weekend, leverede en fin runde i tre under par, hvilket betød et hop op i tabellen på 37 placeringer.

Længere tilbage finder man Thomas Bjørn og Søren Hansen, der også klarede cuttet, men har hele otte slag op til de førende.

For Thorbjørn Olesen blev anden runde en stor skuffelse. Olesen var blandt de bedste danskere torsdag, men gik helt ned og leverede en anden omgang i fem slag over par.

Det gav samlet fire over par og dermed en placering langt under cutgrænsen.

Nordea Masters slutter søndag.

/ritzau/