Sydafrikanere går i protest mod vold og drab

Skrevet af admin

23/04/2015

Dagens topnyheder

Demonstranter i tusindtal er torsdag samlet i Sydafrikas største by, Johannesburg, til en march mod fremmedhad.

Optoget er arrangeret i forlængelse af en række angreb på indvandrere i landet.

- Vi er opsatte på at vise den medmenneskelige side af Sydafrika, hedder det i en skriftlig erklæring fra arrangørerne, som lover, at marchen bliver fredelig.

Mindst syv personer er blevet dræbt de seneste tre uger under uroligheder, som vækker minder om det fremmedfjendske blodbad i 2008, da 62 personer blev dræbt - hovedsageligt i townships omkring Johannesburg.

Senest tirsdag blev to personer anholdt, da politiet stormede boliger i et township uden for byen. 11 andre blev anholdt i en fælles operation mellem politiet og sikkerhedsstyrkerne natten til tirsdag.

Hæren er sat ind som støtte til politiet i forskellige operationer i boligkomplekser, der huser sydafrikanske mænd, som mistænkes for angreb på indvandrere fra blandt andet Zimbabwe, Malawi og Mozambique.

- Sydafrika må løse denne udfordring og sikre, at de fordrevne kan komme tilbage til de områder, de er flygtet fra, hedder det fra paraplygruppen af organisationer, som står bag torsdagens protester.

Blandt andre FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, har fordømt volden i Sydafrika.

Landets præsident, Jacob Zuma, har lovet at bekæmpe fremmedhadet og erkendt, at hvis ikke regeringen løser de "grundliggende udfordringer, vil problemet vende tilbage."

Flere end 5000 mennesker fra Malawi, Zimbabwe, Mozambique og andre afrikanske lande er drevet på flugt af fremmedfjendske angreb i Sydafrika, siger Læger Uden Grænser.

/ritzau/AFP