Syv ting du meget gerne må sige til mødre

Skrevet af Ronja Ryde

05/06/2014
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Hvad kan man tillade sig at sige til mødre? Her er en liste over ting, som du i hvert fald gerne må sige.

Dagens topnyheder

Nettet har den seneste tid vrimlet med lister over de ting, forældre ikke skal gøre, og hvordan man ikke skal forholde sig til nybagte mødre.

Nu har bloggeren ‘The Orange Rhino’ formuleret et modsvar på The Huffington Post, fordi hun er træt af at høre på, hvad man ikke må sige til mødre. Hun mener nemlig, der er lige så god grund til at fortælle folk uden børn, hvad de gerne - måske ligefrem skal - sige til mødre.

- De dage, hvor jeg går allermest op i, hvad folk IKKE må sige til mig, handler det i virkeligheden om, at der er så meget, jeg faktisk gerne vil høre dem sige. Jeg lægger hele mit hjerte og hele min sjæl i at være den bedste mor, jeg kan være - og alt hvad jeg har brug for fra andre, er en smule positiv anerkendelse, skriver The Orange Rhino.

Her er hendes liste med syv ting, du meget gerne må sige til mødre:

1. ”Du gør det rigtig godt”
Jeg kender ikke en eneste mor, som ikke ville ELSKE at få det at vide. For, lad os bare indrømme det, vi har allesammen ind i mellem følt, at vi var skidedårlige mødre. Vi har allesammen følt, at vores mor-venner er bedre til det end os. Vi har vist allesammen været der, og i de øjeblikke, altså især i de øjeblikke, har vi rigtig meget brug for at høre, at vi gør det godt.

2. ”Jeg beundrer dig”
Selv beundrer jeg alle de mødre, jeg kender - alle af forskellige grunde. Jeg lærer så meget af de mødre, jeg omgås, særligt de, som har andre styrker og perspektiver, end mig selv. Selvfølgelig er jeg også ind i mellem jaloux, men så plejer jeg at bruge det aktivt, og fortælle den pågældende mor, at jeg beundrer hende. Du aner ikke, hvor meget en kompliment kan gøre for, at en anden person kommer igennem en svær forældre-stund.

3. ”Sikke noget fedt tøj, men, øøh, du har håndaftryk på røven og mad i håret”
Den kommentar er et must. Hvis du glemmer. Hvis du glemmer at sige alle de andre ting, så vær alligevel sød at sige dette. Som mor til fem drenge har jeg altid håndaftryk på de mærkeligste steder. Fortæl mig det nu, og spar mig for de pinlige øjeblikke.

4. ”Er det ikke hårdt?”
Har du ikke nogle gange lyst til bare at løbe væk og gemme dig? Det har jeg i hvert fald, men jeg har været bange for at indrømme det. At være mor kan nogle gange godt føles ret ensomt. Da nogen sagde det til mig i en kaffekø, mens jeg balancerede med to børn på hofterne, og havde to mere om benene, følte jeg mig snarere opbakket, ikke dømt. Det var smukt, og det ar det, der afholdt mig fra at råbe af mine fire børn i det øjeblik.

5. “Nu skal jeg hjælpe dig”
Jeg indrømmer, at jeg ikke er god til at tage imod hjælp. Men når andre tilbyder at holde døren for mig, når jeg forsøger at klemme en barnevogn igennem med endnu et barn på ryggen, og ét til, der holder mig i hånden, bliver jeg taknemmelig. Ofte er jeg for stolt (eller dum?) til at bede om hjælp, selv når jeg virkelig har brug for det, så når nogen hjælper helt af sig selv, er det fantastisk.

6. ”Har du brug for en ven, en god lytter, eller et lommetørklæde?”
Jeg husker tydeligt engang, hvor jeg gik ind i en butik, helt opstemt, med tårer i øjnene. Jeg havde haft et skænderi med min mand, og jeg forsøgte at bevare roen af hensyn til ungerne. Da jeg forsøgte at svare tålmodigt på hvert eneste af min søns spørgsmål, gennem tårerne, var der én, der blidt klappede mig på skulderen og tilbød mig et lommetørklæde. Havde jeg lyst til at fortælle denne fremmede person, hvor forfærdelig min morgen havde været, og hvor hårdt, det nogle gange var? Nej. Men det var dejligt, at der var nogle, der bekymrede sig.

7. ”Vi er alle i samme båd”
Vi har alle haft gode dage, dårlige dage, helt igennem fantastiske dage og fuldstændigt skrækkelige dage. Men det er netop pointen: Vi har ALLE haft de dage, uanset hvilken slags mor, vi er.