Tænketank peger på lige barselsorlov for mor og far

Skrevet af admin

05/06/2015

Dagens topnyheder

Fremover skal mænd og kvinder sikres ret til lige lang forældreorlov med barselsdagpenge. Men far skal have mulighed for at overføre en del af sin orlov til mor, han ikke kan eller vil udnytte den.

Det mener chefjurist Henriette Kinnunen fra den borgerligt-liberale tænketank Cepos, som nu byder ind i debatten om fædreorlov.

- Selvfølgelig er der en periode, hvor det er naturligt, at det er moren, der har ret til barsel, fordi hun ammer. Men der kommer også en periode i et barns liv, hvor det vil være lige så naturligt, hvis det er faren, der har barslen, siger hun.

- Derfor synes jeg, at vi skal give fædrene nogle rettigheder, de ikke har i dag. Nogle rettigheder, der matcher mødrenes.

I forslaget - som så at sige er gammel vin på nye flasker, da Cepos foreslog det samme i 2013 - vil tænketanken give mænd 12 ugers forældreorlov oven i de allerede eksisterende to ugers fædreorlov.

Dermed vil mænd få 14 ugers dagpengeberettiget forældreorlov, hvilket svarer til, hvad der er øremærket til mødre. Men manden skal have mulighed for at overføre sin barselsret til barnets mor, hvis han ikke kan eller vil udnytte den.

I 2013 droppede S-R-SF regeringen at indføre tre måneders øremærket barsel til mænd, som ellers var en del af regeringsgrundlaget.

Men fredag har Enhedslisten, SF, Alternativet og flere radikale folketingsmedlemmer genoptaget debatten om modellen. En model som Cepos ikke kan støtte.

- Jeg mener, at den model, som dele af venstrefløjen ønsker, er for indgribende. Jeg ønsker barselsregler, som tager udgangspunkt i barnet og i familierne, og som giver mor og far lige muligheder og lige rettigheder, siger Henriette Kinnunen.

- Jeg synes, at det i 2015 er på tide, at vi begynder at tale om fædres rettigheder, om mænds rettigheder. Ligestilling handler ikke kun om at sikre gode og lige rettigheder for kvinder, men så sandelig også for mænd.

/ritzau/