Tesla tilbagekalder 80.000 biler

Skrevet af Nicolai Busekist

26/11/2022
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Tesla tilbagekalder 80.000 biler, hvoraf flere af dem kan have problemer med seler, mens andre har problemer med software til batteristyring.

Dagens topnyheder

Tesla har flere gange været nødt til at tilbagekalde en stor mængde biler. For nylig meldte den amerikanske producent ud, at de var nødt til at tilbagekalde 321.000 biler i USA.

Denne gang er det i Kina, at der bliver tilbagekaldt en stor mængde biler af bilfabrikanten, der er ejet af Elon Musk.

Konkret tilbagekalder Tesla mere end 80.000 kinesisk-fremstillede samt importerede biler, der er produceret så tidligt som i 2013 og frem.

Bilerne bliver tilbagekaldt, da der er problemer med henholdsvis batteristyring samt problemer med seler. Det skriver CNN.

Den amerikanske bilfabrikant har tilbagekaldt 67.698 Model S- og Model X-biler, der er blevet importeret til Kina mellem den 25. september 2013 og den 21. november 2020.

De næsten 70.000 biler bliver tilbagekaldt, da der er opstået softwareproblemer, der kan påvirke batteristyringen i køretøjerne. Tesla har meddelt, at der i forbindelse med tilbagekaldelsen vil blive udført en softwareopdatering.

De har også tilbagekaldt 2.736 importerede Model 3-biler, der er fremstillet mellem januar og november 2019. Desuden dækker deres tilbagekaldelse også over 10.127 kinesisk-producerede biler af samme model, som er produceret mellem 14. oktober 2019 og 26. september 2022.

Model 3-bilerne bliver ikke tilbagekaldt på grund af problemer med software til batteristyring. Derimod bliver de tilbagekaldt på grund af en potentielt defekt installation af bilernes sikkerhedsseler, som vil blive undersøgt og geninstalleret af Tesla.

Tilbage i april i år tilbagekaldte Tesla i alt 127.785 Model 3-biler i Kina, med henvisning til potentielle fejl, der i værste fald kunne føre til kollisioner.

Der er dog ingen af de seneste tilbagekaldelser fra Tesla, der har omfattet biler på det danske marked. Det er heller ikke tilfældet i denne omgang, hvor det kun er biler på det kinesiske marked, der er omfattet.