Thulesen: Espersens idé er ikke ny

admin

464 uger siden

|

15/11/2015

Dagens topnyheder

Det er aldrig et mål i sig selv at bombe civile i kampen mod terror.

Det mener Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, efter at næstformand og udenrigsordfører Søren Espersen til TV2 har sagt, at den internationale koalition, som kæmper mod Islamisk Stat (IS), skal begynde at bombe civile mål.

Spørgsmål: Hvad siger du til Søren Espersens idé?

- Jeg hører ikke nogen ny idé. Situationen er den, at der er terrorister, der forsøger at bekæmpe vores verden og vores værdier, og det er folk, vi er i krig med, siger DF-formanden til Ritzau.

- I det omfang, man prøver at bruge kvinder og børn som skjold, er der en risiko for, at der også er civile tab, og det er det, Søren Espersen understreger i det, han siger.

Spørgsmål: Skal Danmark træde ud af Geneve-konventionerne?

- Jeg tror bare, det er vigtigt at understrege i forhold til dit spørgsmål, at det aldrig er sådan, at et vestligt land går i krig med det mål at ramme civile.

- Man gør altid, hvad man kan for at undgå det, og det er Danmark kendt for, når vi deltager i eksempelvis bombninger i Irak.

Spørgsmål: Så du mener, at vi skal blive i Geneve-konventionerne?

- Jeg siger det, jeg siger, og jeg tror, at du forstår det udmærket. Jeg mener, at når vi bekæmper det uvæsen, vi ser rundt i verden, gør vi alt, hvad vi kan for at undgå civile tab.

- Men bør vi være opmærksomme på, at nogle af de terrorister, som vi forsøger at bekæmpe, bruger civile som skjold for at undgå at blive ramt? Ja, det bør vi være bekendt med, og så skal vi finde ud af, hvordan vi skal gebærde os i forhold til det.

Spørgsmål: Nu er jeg måske lidt sløv, fordi det er sidst på ugen. Men betyder det så, at du mener, at vi skal blive i Geneve-konventionerne?

- Jeg siger præcist det, jeg siger: At når Danmark og andre vestlige lande fører krig mod terrorister og Islamisk Stat, gør vi alt, hvad vi kan for at undgå civile tab, og det er selvfølgelig det rigtige at gøre, lyder det fra Kristian Thulesen Dahl.

/ritzau/