Tillæg på 30.000 kroner: Nu bliver det dyrere for disse bilister

Skrevet af Nicolai Busekist

29/06/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En særlig gruppe danske bilister kan se frem til, at det bliver dyrere at have bil.

Dagens topnyheder

En stor del af de firmabiler, der kører på de danske veje, er såkaldte plug-in-hybridbiler.

Og der er en god grund til, at det forholder sig således. Der gives nemlig en skattefordel, hvis man vælger en plug-in-hybridbil, i stedet for en traditionel diesel- eller benzinbil.

Dette har resulteret i, at en stor del af de danske bilister, der kører firmabil, har valgt at bestille en plug-in-hybridbil, da de har haft et ønske om at spare penge.

Nu er det dog blevet slået fast, at disse biler ikke længere skal give den samme skattefordel som el-biler for de danskere, der kører firmabil.

Det oplyser Skatteministeriet om i en pressemeddelelse.

Ifølge en ny politisk aftale, der ligger til grund for beslutningen om at fjerne skattefordelen, bliver det fremover 30.000 kroner dyrere, hvis man vælger en plug-in-hybridbil som firmabil.

Ønsker man fortsat at holde fast i det billige alternativ, når man vælger ny firmabil, skal man gå på jagt efter en elbil.

I modsætning til plug-in-hybridbilerne, er el-bilerne nemlig blevet tilgodeset i den nye aftale. Det har medført, at det bliver 15.000 kroner billigere, hvis man vælger en firmabil, der kører på el.

"… er der enighed om at indføre et fradrag på 15.000 kr. i beskatningen af nulemissionsbiler (elbi- ler) for at gøre det mere attraktivt at have en elbil som fri bil. Samtidig indføres et tillæg til beskat- ningen af lavemissionsbiler (plug-in hybridbiler), der anvendes som fri bil, på 30.000 kr," lyder det i aftalen.

Skatteminister Jeppe Bruus ser positivt på den nye aftale, da han mener, at den er medvirkende til, at det bliver mere attraktivt at køre el-bil, hvis man skal have firmabil.

"Med aftalen gør vi det mere attraktivt at køre i elbil for firmabilisterne. Det er en klog justering af aftalen om grøn vejtransport, som kommer i takt med, at vi bliver klogere på brugen af de forskellige biltyper," siger skatteminister Jeppe Bruus (S).

I pressemeddelelsen glæder han sig også over, at det nu bliver billigere for arbejdspladser at stille opladning til rådighed for medarbejderne, hvad enten der er tale om firmabiler eller ej.

Fælles for de initiativer, der er angivet i aftalen er, at de træder i kraft fra 2023 og varer frem til og med 2026.

Der vil dog ikke blive ændret på, at der fortsat vil være en afgiftsrabat på plug-in-hybridbiler, til trods for den nye aftale.