Togpartier til regering: Tag ansvar og gå med i forlig

Skrevet af admin

08/10/2015

Dagens topnyheder

Partierne bag Togfonden opfordrer i et fælles brev regeringspartiet Venstre til at tilslutte sig forliget.

Brevet fra Socialdemokraterne, SF, Radikale, Dansk Folkeparti og Enhedslisten er stilet til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), transportminister Hans Christian Schmidt (V) og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Brevet er sendt, efter at finansministeren har gjort det lysende klart, hvad han tidligere har antydet: Venstre føler sig ikke forpligtet af politiske forlig, som partiet ikke er med i, selvom der fortsat er flertal i Folketinget bag forliget.

Det er netop tilfældet med Togfonden, som de fem forligspartier altså håber at redde ved at få Venstre med i forliget.

- Det er gældende praksis, at regeringspartier, der står uden for folketingsforlig, som et eksisterende flertal af folketingspartier stadig støtter, melder sig ind i forliget og tager ansvar, skriver S, SF, Enhedslisten, DF og Radikale til regeringen.

- På et møde i forligskredsen foretages en gennemgang af status på de forskellige initiativer, der er aftalt mellem forligspartierne samt den løbende finansiering. Diskussionen af indhold og dispositioner hører til i forligskredsen, skriver de videre.

Ifølge Flemming Juul Christiansen, der er lektor i politologi ved Roskilde Universitet og har skrevet ph.d. om politiske forlig, har Venstre ret i, at forligene ifølge gældende normer ikke forpligter partiet.

Men situationen lige nu er speciel, fordi Danmark har en meget smal mindretalsregering, samtidig med, at antallet af politiske forlig er rekordhøjt.

- Normalt binder et forlig de partier, der er med i det, så længe der er flertal for det. Men det er en binding, der rammer Dansk Folkeparti, ikke regeringen, fastslår han.

/ritzau/