TV 2 udbetaler over en milliard i udbytte til staten

Skrevet af Mathias Busekist

21/03/2023
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Mediekoncernen betaler 1,5 milliarder kroner i udbytte til den danske stat.

Dagens topnyheder

Pressemeddelelsen, som TV 2 har udsendt, bekræfter, at mediekoncernen kommer til at udbetale 1,15 milliarder kroner til staten. 

Hvis man skruer tiden tilbage til 2006, vil man ramme året, hvor Nordic Entertainment Group anlagde en retssag mod TV 2 om anvendelse af årsrabat.

Endelig kunne man så i 2022 bekræfte, at der var blevet indgået forlig i sagen, hvorfor retssagen dermed blev afsluttet. Og nu, i forbindelse med sit årsregnskab for 2022, bekræfter TV 2, at de udbetaler 1,15 milliarder kroner i udbytte til staten.

Kravet fra NENT mod TV 2 og den danske stat blev fremsat i 2006 og vedrørte konkurrenceretlige og statsstøtteretlige forhold – herunder TV 2 Danmarks brug af visse rabatter på tv-reklamer mellem 2001 og 2010.

Kravet skyldes en afgørelse fra Konkurrencerådet i 2005.

TV 2 endte med at skulle betale 430 millioner kroner i erstatning til NENT.

Falder på plads

Bestyrelsesformand ved TV 2, Jimmy Maymann, smiler i hvert fald, da alle brikkerne nu er faldet på plads. 

"Jeg er meget tilfreds med, at TV 2's kapitalstruktur nu kan normaliseres, og at vi dermed skaber rammerne for, at TV 2 kan fortsætte sin strategiske udvikling og store betydning for danskerne," siger han i pressemeddelelsen og tilføjer:

"TV 2 står nu et fornuftigt sted, hvor vi fremover kan betale udbytte til den danske stat, når vi har overskud." 

Årsrapporten for 2022 vidner om, at TV 2 har lov til at smile. For de kan blandt andet bryste sig af, at abonnementsomsætningen er steget fra 1,85 milliarder kroner i 2021 til 2 milliarder kroner i 2022.

Derudover er reklameomsætningen gået fra 1,67 milliarder kroner i 2021 til 1,73 milliarder kroner i 2022. 

Den samlede omsætning for 2022 endte på 3,85 milliarder kroner, hvilket er en omsætningsvækst på 7,4 procent.