Ugandas anti-homolov vækker dansk kritik

Skrevet af admin

21/12/2013

Mest læste i dag

Ugandas nye anti-homolov kan betyde, at der bliver indledt en heksejagt på homoseksuelle i det østafrikanske land.

Det frygter Amnesty International, der betegner loven som en "katastrofe" for menneskerettighederne.

- Vi er meget bekymrede og chokerede. Loven blev sendt igennem meget, meget hurtigt på trods af protester fra nogle politikere. Hele det internationale samfund nåede ikke at reagere, siger Helle Jacobsen, der er kampagnekoordinator ved Amnesty International.

Det er parlamentet i Uganda, der fredag efter et langt tilløb har vedtaget den omstridte lov, der betyder, at homoseksuelle kan straffes med fængsel op til livstid.

Danmark har tidligere besluttet at fastholde støtten til landet trods bekymring over loven.

Udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen (R) mener, det er for tidligt at vurdere eventuelle konsekvenser, da præsident Yoweri Museveni stadig kan sende loven tilbage til parlamentet.

Begrundelsen for at fastholde støtten har været, at situationen i Uganda blot ville forværres, hvis man skar bidraget væk. Det er Amnesty enig i.

- Amnesty anbefaler ikke, at man trækker ulandsbistanden, men at man lægger pres på andre måder, fordi det kan ramme en masse mennesker, som har brug for hjælpen. Men vi opfordrer den danske regering til aktivt at fordømme loven, siger hun.

I loven er der en rapporteringspligt. Har man en ven, der er homoseksuel, så har man 24 timer til angive vedkommende, ellers risikerer man selv tre års fængsel.

Det vækker bekymring hos Sex og Samfund.

- Det bliver nu strafbart med fængsel ikke at angive sin egen søn, sin bror eller sin bedste ven, hvis man ved, de er homoseksuelle.

- Det institutionaliserer homo-forfølgelse og er med til potentielt at kriminalisere en stor del af alle ugandere. Ingen tvivl om, at det bliver endnu sværere at være homoseksuel i Uganda, siger bestyrelsesformand Bjarke Oxlund i en pressemeddelelse.

Loven mangler endnu præsidentens underskrift, før den officielt træder i kraft. Museveni har 30 dage til at underskrive loven.

Derfor skal den danske regering skynde sig at komme på banen, mener Amnesty.

/ritzau/