Ukraine kræver russiske soldater trukket ud af landet

Skrevet af admin

28/08/2014

Dagens topnyheder

Ukraines premierminister, Arsenij Jatsenjuk, opfordrer USA, EU og G7-landene til at indefryse russiske værdier og tilgodehavender, indtil russiske soldater er trukket ud af Ukraine.

Samtidig beskylder amerikanske diplomater russerne for at være "direkte involveret" i kampene i det østlige Ukraine.

Jatsenjuk fremsatte opfordringen ved et regeringsmøde i Kijev.

Samtidig hævder russisk-støttede separatister i det østlige Ukraine, at de har erobret det strategisk vigtige højdepunkt Savur-Mohyla, hvorfra de har overblik over et stort område ved storbyen Donetsk.

Den amerikanske ambassadør i Kijev, Geoffrey Pyatt, skriver på Twitter, at "russere er direkte involveret i kampene i det østlige Ukraine."

- Et stigende antal russiske soldater griber direkte ind i kampene. Rusland har også sendt sit nyeste forsvarssystem mod fly ind over grænsen, skriver ambassadøren.

I Paris siger præsident François Hollande, at "det er fuldstændigt uacceptabelt, hvis der er russiske soldater i Ukraine."

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, bad onsdag aften i et telefonopkald til Ruslands præsident, Vladimir Putin, om en forklaring på forlydender om, at russisk militær igen har bevæget sig ind i Ukraine.

- Hun understregede, at Rusland har et kæmpe ansvar for nedtrapning og for at overvåge landets egne grænseområder, siger en tysk regeringstalsmand.

Ruslands forsvarsministerium havde umiddelbart ingen kommentarer til de konkrete beskyldninger, men regeringen i Moskva benægter generelt at have sendt våben og soldater ind i Ukraine for at hjælpe prorussiske separatister.

10 russiske faldskærmssoldater blev dog mandag pågrebet i det østlige Ukraine. Putin forklarede hændelsen med, at soldaterne "patruljerede ved grænsen" og ved en fejl var kommet ind i Ukraine./ritzau/Reuters