US Open-overraskelse: Nu går jeg efter finalen

Skrevet af admin

04/09/2014

Dagens topnyheder

Natten til torsdag dansk tid blev der skrevet historie, da den 24-årige japaner Kei Nishikori spillede sig i semifinalen ved US Open efter en sejr i fem sæt over den tredjeseedede schweizer Stanislas Wawrinka.

Nishikori er nemlig den første japaner siden 1918, der spiller sig i en semifinale ved US Open. Men her ønsker den 10.-seedede japaner ikke at stoppe. Nu vil han gå hele vejen til finalen.

Det høje ambitionsniveau skyldes især Nishikoris træner Michael Chang, der straks efter sejren gjorde det klart, at målet endnu ikke er nået. Det fortæller Nishikori til AFP.

- Han lykønskede mig med sejren, som var meget svær at få i hus. Men han sagde også med det samme, at vi ikke er færdige endnu.

- Jeg skal forblive fokuseret, og så skal jeg få hvilet de næste par dage, så jeg forhåbentlig er klar til endnu en god kamp i semifinalen, siger japaneren.

Selvom det er hårdt for kroppen at være igennem fem trættende sæt, så er det blevet lidt af en specialitet for Nishikori at afgøre kampe, der går i fem sæt.

I de seneste 11 fem sæts-kampe, Nishikori har stået i, har japaneren vundet de ni, og det giver et mentalt overskud.

- Jeg elsker at spille kampe, der går ud i fem sæt. Jeg har jo gode erfaringer med dem, så jeg har meget selvtillid, hvis vi når til et femte og afgørende sæt.

- Jeg bliver mere fokuseret, og min tennis bliver altid bedre i fjerde og femte sæt, siger en glad japansk semifinalist.

I semifinalen kommer Kei Nishikori til at møde endnu hårdere modstand, når den førsteseedede serber Novak Djokovic venter.

/ritzau/