USA har planer om at træne irakiske soldater for at hjælpe det uroplagede land til at få styr på militante islamistiske grupper, som den seneste tid har erobret flere områder i landet.
Det oplyser en militærkilde til nyhedsbureauet AFP.
Planen er, at amerikanerne skal træne soldaterne i et tredjeland, og i øjeblikket afventer USA en aftale med Jordan eller et andet land i regionen.
Både USA og Irak skulle ifølge kilden være opsatte på at gennemføre træningen.
Det amerikanske forsvarsministerium har angiveligt ingen planer om at udføre træningen på irakisk jord.
- Vi har samtaler med irakerne om, hvordan vi kan styrke den irakiske sikkerhedsstyrke, siger Steven Warren, talsmand for det amerikanske forsvarsministerium.
Ifølge talsmanden overvejer militæret i øjeblikket et træningsprogram, og det har aktuelle planer om at sende flere våben og ammunition, hvilket irakerne har efterspurgt.
USA ledede en invasion af Irak i 2003, der førte til Saddam Husseins fald, og amerikanerne trak sig fra landet i 2011.
Det lykkedes ikke i 2011 at indgå en overgangsaftale om sikkerheden i landet, hvilket siden har været brugt som begrundelse for, at uroen i landet er kommet ud af kontrol.
Volden i Irak nåede sidste år det højeste niveau i otte år, og landet er dagligt ramt af bomber og angreb, der koster adskillige mennesker livet.
Problemerne blussede op igen, da regeringsstyrker sidste år stormede en sunnimuslimsk protestlejr i det nordlige Irak.
I Anbar-provinsen vandt oprørere efter nytår kontrol over store dele af byerne Falluja og Ramadi, som ligger henholdsvis 50 og 100 kilometer vest for Bagdad. Oprørerne rykkede ind, da politistyrker valgte at forlade stedet efter hårde kampe.
Blodsudgydelserne har øget frygten for, at Irak falder tilbage i en borgerkrig som i 2006-2007.
Vreden fra det sunnimuslimske mindretal i Irak regnes i øjeblikket for at være den drivende kraft bag den vold, der hærger landet.
Iraks problemer bunder i en konflikt mellem regeringsmagten, der ledes af den shiamuslimske Nuri al-Maliki, og landets mindretal af sunnimuslimer, som føler sig undertrykt og sat uden for indflydelse.
/ritzau/AFP