Vækstpakke: Thorning afliver håndværkerfradraget

Skrevet af admin

08/05/2014

Dagens topnyheder

Hvis du overvejer at få lavet forbedringer af hus eller fritidsbolig, kan det være en god idé at få det ordnet af håndværkerne allerede i år.

For det populære håndværkerfradrag i den såkaldte boligjobordning får efter alt at dømme ikke lov til at overleve, når regeringen skal forhandle vækstpakke på plads i løbet af foråret.

- Vores bud er, at vi ikke skal videreføre boligjobordningen, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) under præsentationen af regeringens vækstplan, "Danmark helt ud af krisen - virksomheder i vækst".

- Det er ikke fordi, at vi ideologisk er imod det, men det er, fordi vi bruger rigtig mange af skatteborgernes penge på ting, som under alle omstændigheder ville være blevet gjort ude i hjemmene. Så det er altså ikke med i vores vækstplan, siger hun.

Boligjobordningen har været en kæphest for Venstre og Konservative i forbindelse med skabelsen af vækst. Og Venstres Peter Christensen er da også kritisk overfor Thornings udmelding:

- I forhold til regeringens ambitionsniveau overrasker det mig ikke. Jeg synes, at det er uklogt, at de ikke lader den fortsætte, fordi vi ved, at den skaber beskæftigelse i små og mellemstore virksomheder.

Også SF, der tidligere har siddet med i regeringen, er indstillet på at lade boligjobordningen fortsætte. Men den skal have en grøn profil, og pengene skal tages fra andre dele af erhvervslivet.

- Det skal være et grønt håndværkerfradrag, der fremmer energirigtige renoveringer. Og her kunne flere af regeringens forslag til skattelettelser oplagt bruges til at bidrage til finansieringen, siger formand Pia Olsen Dyhr.

Den blev genindført for 2013 og 2014 i forbindelse med forhandlingerne om sidste års vækstpakke og kom samtidig også til at omhandle sommer- og fritidshuse.

Boligjobordningen giver mulighed for fradrag af udgifter til arbejdsløn i forbindelse med service eller vedligeholdelse. Man kan maksimalt trække 15.000 kroner per person fra, hvilket svarer til en besparelse på cirka 5000 kroner i skat.

/ritzau/