Van Gaal stiller med ny trio mod svækket Chile-hold

Skrevet af admin

23/06/2014

Dagens topnyheder

Der er tre ændringer på det hollandske landshold, som skal møde Chile i den tredje og sidste kamp i gruppe B ved VM i Brasilien.

Kampen drejer sig om, hvem der skal slutte på førstepladsen og dermed formentlig undgå at møde Brasilien i 1/8-finalen. Holland kan nøjes med uafgjort for at vinde gruppen.

Den hollandske stjerneangriber Robin van Persie sidder ude med karantæne efter to gule kort i turneringen, og landstræner Louis van Gaal har valgt Jeremain Lens fra start ved siden af Arjen Robben.

Derudover er Bruno Martins Indi, der har spillet de to første kampe, sat ud af spillet med en skade. Veteranen Dirk Kuyt starter inde i det, der ligner en plads som venstre wing.

Swansea-spilleren Jonathan de Guzman begynder på bænken, og det bliver i stedet Georginio Wijnaldum, som får chancen på den centrale midtbane ved siden af Nigel de Jong.

Chile må undvære holdets stjernespiller Arturo Vidal, der indleder kampen på bænken, mens Felipe Gutierrez i stedet får chancen på midtbanen. Det er den eneste ændring hos Chile.

Hollands startopstilling ser således ud:

Jasper Cillessen - Daryl Janmaat, Ron Vlaar, Stefan de Vrij, Daley Blind, Dirk Kuyt - Georginio Wijnaldum, Wesley Sneijder, Nigel de Jong - Jeremain Lens, Arjen Robben.

Chile begynder med følgende 11 spillere:

Claudio Bravo - Eugenio Mena, Mauricio Isla, Gary Medel, Gonzalo Jara - Charles Aránguiz, Felipe Gutierrez, Francisco Silva, Marcelo Díaz - Eduardo Vargas, Alexis Sánchez.

/ritzau/