Varm mandag skiller sig ud i kølig uge

Skrevet af admin

11/05/2015

Mest læste i dag

Mandag bliver et dårligt pejlemærke for, hvordan vejret kommer til at udfolde sig i løbet af ugen.

De fleste danskeres uge begynder under en himmel med kun tynde skyer og med mulighed for temperaturer på den øvre side af 20 grader ifølge DMI's prognoser.

- I dag ser ud til at blive en rigtig flot dag. Nogle steder kommer vi op i nærheden af de 20 grader, og i Sønderjylland kommer vi måske højere end det, siger Trine Pedersen, vagthavende meteorolog hos DMI.

Befinder man sig ved kysterne, vil det kølige vand dog stadig lægge en dæmper på kviksølvet i termometret.

- Det bliver en noget blæsende dag, og vinden gør det lidt køligere og kommer fra syd hele dagen, fortæller Trine Pedersen.

I løbet af mandag aften begynder en koldfront at nærme sig den nordvestlige del af landet og markerer dermed overgangen til nogle dage med 10-15 graders varme.

Tirsdag og onsdag vil der også komme spredte regnbyger, og det samme gør sig gældende for torsdag - Kristi himmelfartsdag - hvor der i hovedstaden spilles pokalfinale i fodbold i Parken, mens mange unge mennesker trækker i konfirmationstøjet og træder ind i de voksnes rækker.

Ifølge DMI er der dog ikke grund til at frygte, at konfirmationsfesten regner væk.

- Jeg tror ikke, der kommer mange byger, og der vil også være sol engang imellem. Det bliver ikke meget varmt, men heller ikke nogen skidt dag at være udendørs. Der er størst risiko for en byge hen over eftermiddagen, men det er ret usikkert, og der er ikke tale om voldsomme byger på nogen måde, understreger Trine Pedersen.

Fredag tyder på at blive nogenlunde regnfri.

- Der vil måske være en enkelt byge tilbage, siger hun.

/ritzau/