Torsdag er det et halvt år siden, at Danmark genoptog rollen som krigsførende nation ved at sendte syv kampfly af sted for at kæmpe mod Islamisk Stat (IS) i det nordlige Irak.
Det danske bidrag til kampen har, som Ritzau mandag kunne beskrive, kostet cirka 213 millioner kroner, men pengene er givet godt ud, og der er grund til optimisme.
Det vurderer forsvarsminister Nicolai Wammen (S) i en række skriftlige svar til Ritzau.
- Danmarks og koalitionens indsats gør en forskel, erklærer Wammen, som videre skriver:
- Vi har bidraget til at beskytte den irakiske civilbefolkning mod ISIL’s (Islamisk Stat, red.) vanvittige forbrydelser. Og ISIL er mange steder blevet trængt i defensiven. Samlet set er der derfor grund til forsigtig optimisme i kampen mod ISIL.
- Koalitionens - og Danmarks - militære indsats gennem det seneste halve år har påført ISIL betydelige tab, og ISIL står svagere i Irak i dag, end da vi i koalitionen indledte vores kampagne.
- Men der er ingen grund til at lægge skjul på, at der venter en lang og sej kamp forude, konstaterer Wammen.
Foruden de syv kampfly bidrager Danmark til træningen af kurdiske soldater, og bidraget kan mærkes, mener forsvarsministeren.
- For eksempel er Bagdad ikke længere truet, og det er lykkedes at trænge ISIL væk fra flere af de områder, som var besatte i efteråret 2014.
- Jeg er imponeret over den indsats, som de udsendte danskere yder. Det er et arbejde i forreste linje i kampen mod terror. Det er en indsats, som hele Danmark skylder de udsendte soldater en stor tak og anerkendelse for, skriver Nicolai Wammen.
Han mener ikke, der er grund til at genoverveje den danske deltagelse i koalitionen.
- Vi ryster ikke på hånden, men fortsætter stålsat kampen mod ISIL’s vanvid. Det gør vi for at beskytte den irakiske civilbefolkning mod ISIL’s uhyrlige forbrydelser. Men også fordi kampen mod ISIL handler om at beskytte Danmark mod terrorisme, erklærer forsvarsministeren.
/ritzau/