WHO udsender advarsel: "Covid-19 er langt fra slut endnu"

Skrevet af Mathias Nielsen

19/01/2022
Foto: Mark Henley/Ritzau Scanpix
Foto: Mark Henley/Ritzau Scanpix
Lederen af ​​Verdenssundhedsorganisationen kommer med en advarsel til alle medlemslandene.

Dagens topnyheder

Der er i de seneste uger opstået optimisme i Danmark blandt sundhedsfaglige eksperter, som mener, at vi snart kan vinke farvel til covid-19 som en samfundskritisk sygdom.

Herfra vil den formentlig overgå til at være en sæsonpræget virus på samme vilkår som influenza har været det i mange år.

Det kan lyde lidt paradoksalt, når der dagligt laves ny smitterekord.

I dag er der over 38.000 smittede, men det er faktisk en del af forklaringen.

Da en forholdsvis stor del af danskerne er vaccineret, så vil den høje smitte være en god medspiller i kampen mod flokimmunitet.

Det skyldes også at Omikron, som er den dominerende smittevariant, ikke giver et lige så alvorligt sygdomsforløb som smitte med Delta-varianten gør.

Men midt i al optimismen, kommer der en dyster melding fra WHOs chef, Tedros Adhanom Ghebreyesus. Tedros advarer mod antagelsen om, at den nyligt dominerende Omikron-stamme er betydeligt mildere og har elimineret truslen fra virussen.

Han fortalte i en pressebriefing ifølge Metro:

“Tag ikke fejl, Omikron forårsager hospitalsindlæggelser og dødsfald, og selv de mindre alvorlige tilfælde oversvømmer sundhedsfaciliteter.”

Tedros sagde, at de næste par uger fortsat er kritiske for sundhedssystemerne i nogle lande, især dem med lave vaccinationsrater. WHO har også tidligere advaret mod booster-strategien, da en stor en del af verdens befolkning fortsat er uvaccineret.

Det gælder især flere afrikanske lande.

WHO mener, at man i stedet bør arbejde på at få spredt vaccinerne ud til så mange lande som muligt. Gør man ikke det, er booster-stikkene ligegyldige.

“Denne pandemi er langt fra forbi, og med den utrolige vækst af Omikron globalt, vil nye varianter sandsynligvis dukke op, hvorfor sporing og vurdering forbliver kritisk. Vi kan stadig reducere virkningen af ​​den nuværende bølge betydeligt ved at dele og bruge sundhedsværktøjer effektivt og implementere folkesundheds- og sociale tiltag, som vi ved virker,” sagde Tedros Adhanom Ghebreyesus yderligere.