Ydmyget Labour-leder i Skotland siger stop

Skrevet af admin

16/05/2015

Dagens topnyheder

Godt en uge efter, at arbejderpartiet Labour blev nærmest fejet ud af Skotland ved det britiske parlamentsvalg, meddeler Jim Murphy, leder af Labour i Skotland, at han indgiver sin afskedsbegæring.

- Jeg vil gå af ved næste møde i skotsk Labours bestyrelse, siger han i Glasgow til journalister.

Labour-bestyrelsen i Skotland mødes i juni.

Inden parlamentsvalget den 7. maj var Skotland en højborg for Labour. Partiet sad på 41 af de 59 pladser, som Skotland har i Underhuset i den britiske hovedstad, London.

Det ser noget anderledes ud nu. For da vælgerne i Skotland stemte, satte de i stort tal kryds ved det nationalistiske parti SNP, der vil rive Skotland løs fra Storbritannien.

SNP vandt 56 af de 59 mandater, og nu har Labour blot et mandat.

Jim Murphy blev ikke valgt.

Presset på Murphy er taget til i de seneste dage. Der er kræfter internt i partiet, som ønsker friske folk til at genopbygge det skotske Labour efter det ringe resultat.

Murphy er i øvrigt ikke den eneste Labour-leder, der kaster håndklædet i ringen.

I fredags, dagen efter valget, da resultatet var klart, meddelte Ed Miliband, Labours øverste leder og kandidat til premierministerposten, at han går af som leder.

Valget endte med, at den konservative premierminister, David Cameron, vandt og kan fortsætte som regeringschef i Downing Street 10.

I modsætning til meningsmålingernes forudsigelser vandt han så stort, at hans parti har fået absolut flertal i Underhuset, sådan at de konservative i de næste fem år kan gennemføre partiets politik uden at skulle bekymre sig om koalitionspartnere.

/ritzau/