Telefonen ringer, og få minutter senere er pengene væk.
Lige nu læser andre
Danskerne svindles fortsat for millioner af kroner gennem såkaldt netbanksvindel, hvor ofrene gennem forskellige kanaler overtales til at overføre penge til de kriminelle.
Og tabene for de enkelte ofre er blevet markant større end tidligere, viser nye tal.
Det samlede antal af sager er ganske vist faldet til 2.213 sager i første halvår mod 3.361 i sidste halvår 2024. Men det samlede svindlede beløb er vokset med knap en tredjedel.
I alt forsøgte svindlerne at stjæle 78,5 mio. kr. i halvåret og slap afsted med knap 45,9 mio. kr., da halvdelen af svindelforsøgene blev bremset og afværget af bankerne, eller kunden selv sagde stop.
Det betyder, at det gennemsnitlige beløb, som de kriminelle kunne stikke i lommen efter et vellykket svindelnummer, nu ligger over 40.000 kr.
Vi skal tilbage til 2022 for at se et højere beløb. Og det bekymrer underdirektør i Finans Danmark Michael Busk-Jepsen, der har ansvar for digital innovation, kritisk infrastruktur og beredskab.
Læs også
Sådan skriver Finans Danmark i en pressemeddelelse.
En dårlig nyhed
”Det er en dårlig nyhed, da det vidner om, at de kriminelle desværre i stigende omfang lykkes med en ny strategi, der går på at overtale ofrene til at fjerne det maksimale loft ved straksoverførsler og til at overføre flere mindre beløb til forskellige konti i forskellige pengeinstitutter,” siger Michael Busk-Jepsen.
Han fortæller, at en ændring af maksloftet for overførsler ofte kræver, at kunden ringer ind til banken og taler med deres kundecenter. Men her har de kriminelle allerede instrueret ofrene i, hvad de skal sige for at få loftet ændret.
Derudover peger han også på, at der er eksempler på svindel, hvor de kriminelle – for at komme uden om det daglige maksimale loft på overførsler – har ladet svindlen fortsætte over flere dage.
Den mest udbredte form for netbanksvindel er såkaldt ’Vishing’, som foregår over telefonen, hvor svindlerne ringer op og foregiver at være fra eksempelvis banken eller politiet og på den måde får kunden til at give den kriminelle adgang til kundens penge.
Læs også
Michael Busk-Jepsen anbefaler at være særlig opmærksom, når man modtager henvendelser om pengeoverførsler.
”Det bedste råd, jeg kan give er, at man altid dobbelttjekker tvivlsomme opkald eller beskeder ved selv at tage fat i banken eller politiet gennem de officielle telefonnumre. På den måde kan man finde ud af, om det rent faktisk er en reel besked eller ej. Og hvis beskeden er fra en ven eller familie, så ring op for at tjekke, at det er den rigtige person bag nummeret,” siger Michael Busk-Jepsen.