Efter burkaforbud: Nu vil DF forbyde skolepigers tørklæde

Skrevet af Kristine Bugbee

19/04/2018
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Dansk Folkeparti vil forbyde religiøs hovedbeklædning i folkeskolen. Venstre afviser forslaget.

Dagens topnyheder

I dag skal lovforslaget om et dansk burkaforbud, der officielt bliver kaldt et maskeringsforbud eller et tildækningsforbud, førstebehandles i Folketinget.

Et politisk flertal støtter forslaget, der forbyder den muslimske burka og niqab i det offentlige rum, men Dansk Folkeparti lufter allerede deres ønske om at gå endnu længere.

Ifølge udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen ser Dansk Folkepart gerne, at al religiøs hovedbeklædning bliver forbudt for alle offentligt ansatte og piger i folkeskolen, skriver Ritzau.

- Burka og niqab er meget ekstremt. Tørklædet er ikke lige så slemt, men det er slemt nok, og derfor bør det i hvert fald forbydes i vores skoler.  Kvindesynet bag burka og niqab er dybest set det samme, som ligger bag tørklædet, siger Martin Henriksen til Ritzau.

Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen afviser, at Venstre vil støtte et sådan forslag.

Han mener, at der er meget stor forskel på burkaen og tørklædet. Et forbud mod burkaen handler om, at man skal kunne se folk i øjnene og genkende dem, og det er ikke et problem med tørklædet.

Martin Henriksen kalder dagen i dag en 'glædens dag'. Det har taget DF næsten ti år at sikre sig et flertal for et burkaforbud.

Om det også på sigt vil lykkes partiet at skaffe et flertal for et tørklædeforbud, må tiden vise.

Unge piger amok efter taxatur: Hoppede på køleren, spyttede og kastede flaske efter politiet