Det er ikke alle republikanere, der bakker op om præsidentens krav.
Lige nu læser andre
Bølgerne går ekstremt højt i det amerikanske magtcentrum, efter præsident Donald Trump endnu en gang har luftet tanken om at indlemme Grønland under amerikansk flag.
Selvom loyaliteten normalt er stor i de republikanske rækker, har de seneste udtalelser fået flere fremtrædende partimedlemmer til at trække en rød streg i det arktiske sne.
Modstanden vokser nu internt hos Republikanerne, hvor flere politikere offentligt kalder retorikken for både nedværdigende over for Danmark og direkte farlig for verdensfreden. Især koblingen til den nylige militære operation i Venezuela har skabt frygt for, at præsidentens ord skal tages mere bogstaveligt, end partiet bryder sig om.
Hårde ord fra egne rækker
Don Bacon, der sidder i Repræsentanternes Hus for Nebraska, lægger ikke fingrene imellem i sin kritik af præsidentens kurs. Han peger på, at Danmark har været en urokkelig støtte i de sværeste krige, og at behandlingen af en nær allieret er under al kritik.
“Det her er forfærdende. Grønland er en Nato-allieret. Vi har en base i Grønland. Vi kunne placere fire eller fem baser i Grønland. Det ville de ikke have noget imod”, lyder det fra Don Bacon i et interview med CNN.
Læs også
Han fremhæver samtidig Danmarks ofre i både Afghanistan og Irak som bevis på et loyalt venskab, der nu bliver mødt med en opførsel, han betegner som meningsløs.
“Danmark er én af vores bedste venner. De havde flere mennesker, der døde i Afghanistan og Irak, hvor de kæmpede for os, så de har bevist, at de er allieret (med os, red.). Den måde, vi behandler dem på, er nedværdigende. Det har ingen fordele”, siger Don Bacon.
Frygt for farlig sabelraslen
Vreden begrænser sig ikke kun til de afgående politikere. Blake Moore fra Utah har over for The Wall Street Journal beskrevet præsidentens intentioner om at annektere Grønland som unødvendigt farlig sabelraslen.
Den holdning bakkes op af senator Thom Tillis fra North Carolina, der tørt konstaterer, at en overtagelse ville kræve enten en invasion eller at Danmark overgav sig betingelsesløst – et scenarie, han anser for fuldstændig urealistisk.
Mange i Washington kæmper stadig med at gennemskue, om Trumps udmeldinger er ren politisk selviscenættelse eller en reel plan. Senator Rand Paul fra Kentucky indrømmer, at han er i tvivl om, hvor meget der er pral, men han slår samtidig fast, at en militær indtagelse af Grønland naturligvis ikke vil få hans støtte.
Læs også
Senatets majoritetsleder, John Thune, forsøger ligeledes at dæmpe gemytterne ved at påpege, at intet tyder på, at et angreb mod nord er noget, der overhovedet er blevet seriøst overvejet i de lukkede rum.