Forside Politik Hånligt svar til Trump: “Vi sender et biblioteksskib den anden...

Hånligt svar til Trump: “Vi sender et biblioteksskib den anden vej”

Donald Trump
noamgalai / Shutterstock.com

Præsidenten vil sende et hospitalsskib afsted til Grønland – og nu er der kommet et modsvar, der efterlader internettet flade af grin.

Lige nu læser andre

Det kan godt være at vi ikke kan matche USA på militærkraft. Men til gengæld når de os ikke til sokkeholderne, når det kommer til flabet humor.

USA’s præsident Donald Trump luftede tanken om at sende et hospitalsskib mod den arktiske ø. Kendispsykolog Svend Brinkmann byder ind med et forslag, der bevæger sig fra sundhed til dannelse.

På Linkedin skriver Brinkmann:

‘Jeg håber, grønlænderne vil tage imod det på betingelse af, at vi sender et biblioteksskib den anden vej!’

Opslaget ledsages af et ai-genereret billede af et skib med teksten “Viden og dannelse til Amerika” malet på siden. Dannebrog og det grønlandske flag, Erfalasorput, er placeret agter, mens kursen ifølge billedet går mod Frihedsgudinden og New Yorks skyline.

Læs også

Indlægget spiller direkte op mod et ai-billede, som Trump selv delte natten til søndag dansk tid. Her ses et amerikansk hospitalsskib på vej mod en solopgang eller solnedgang med kurs mod Grønland.

Locke, Montesquieu og “books on the ground”

Brinkmann uddyber på Instagram, at biblioteksskibet skal medbringe klassiske filosofiske værker.

Skibet ‘skal indeholde filosofiske værker af Locke og Montesquieu, der havde betydning for den amerikanske forfatning, men som Trump tilsyneladende ikke aner noget om’.

John Locke og Charles-Louis de Montesquieu regnes blandt hovedskikkelserne bag den klassisk liberale tænkning og ideen om magtens tredeling.

Brinkmann foreslår desuden, at en gruppe bibliotekarer sendes med for at bidrage til oplysning og dannelse i USA. Han anvender formuleringen “books on the ground” som en sproglig hentydning til det militære udtryk “boots on the ground”.

Læs også

Grønlandske politikere afviser idéen

Reaktionerne fra grønlandske politikere har været mere direkte. Folketingsmedlem Aaja Chemnitz fra Inuit Ataqatigiit delte Brinkmanns billede på Instagram og skrev på Facebook, at Trumps plan virker ret desperat.

Hun tilføjede, at en styrket sundhedsindsats i Grønland bedst håndteres i samarbejde med Danmark og ikke med USA, som ifølge hende selv har udfordringer på sundhedsområdet.

Grønlands regeringsleder Jens-Frederik Nielsen afviste også forslaget.

‘Vi har et offentligt sundhedsvæsen, hvor behandling er gratis for borgerne. Sådan er det jo ikke i USA, hvor det koster penge at gå til læge’, skrev han på Facebook.

‘Tal nu med os i stedet for bare at komme med mere eller mindre tilfældige udbrud på sociale medier’, tilføjede han.

Læs også

Ads by MGDK